Torsdagen bød på et velbesøgt valgmøde i Livsværkstedernes café, Café Vita, i City Vest. De ca. 60 besøgende mødte politikerne i mindre grupper, hvor der blev talt om valg og lokalpolitik i almindelighed. Desuden spurgte de fremmødte ind til en række af de temaer, der præger valget. Her det det SF-kandidaten Peter Esmann, som diskuterer med en række bydelsmødre.
Østjyllands Politi foretog torsdag aften en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og det resulterede i, at 19 trafikanter blev sigtet for forskellige overtrædelser af færdselsloven. Blandt de sigtede var fire teenagedrenge, som generede nogle betjente, da de var i gang med at undersøge et køretøj. Tre af dem kørte på knallert, mens en kørte på el-løbehjul. Betjentene fik assistance af nogle kolleger, og alle fire drenge blev standset. Det endte med flere sigtelser, bl.a. for at have tunet knallerterne, og de tre drenge måtte trække hjem. El-løbehjulet blev taget med til nærmere undersøgelse, da politiet mistænker, at det også kan være tunet.
En familie på Porskær i Brabrand har torsdag eftermiddag eller aften haft besøg af indbrudstyve. I følge døgnrapporten fra Østjyllands Politi menes indbruddet at være begået mellem kl. 16.30 og kl. 21.10.
Er de danske højskoler mere for Hellerup end for Gellerup? De danske folkehøjskoler ender jævnligt i brandvarme diskussioner om, hvad deres rolle og ansvar er i samfundet – og om de er så mangfoldige og åbensindede, som de selv går rundt og fortæller, de er. I foråret rejste højskoleeleven Ayman Ahmad Mouhammad endnu en debat i Politiken, hvor han kaldte højskolen for en kult og et ekkokammer for den øvre middelklasses børn. Torsdag d. 20. november kan du møde ham hos Gellerup Højskole til en debataften om højskolens rolle – og om der er plads til alle dem, for hvem højskolen ikke er det oplagte valg.
Valgdage er demokratiets festdage – og tirsdag d. 18. november er en rigtig festdag, når kommunalvalget afvikles på denne dag. Dagen fejres i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus med fællesspisning og valgfest på storskærm. Og ikke mindst: Alle deltagere går i Globus 1 og stemmer sammen. Arrangør er Det Boligsociale Hus sammen med Gellerup Fællesråd og afdelingsbestyrelserne i Gellerupparken og Toveshøj. Arrangementet starter kl. 17, og alle beboere er velkomne.
