Østjyllands Politi gennemførte torsdag en omfattende færdselskontrol. Den højeste fart stod en pige på 17 år for, da hun på motorvejen mellem Silkeborg og Aarhus overhalede en af politiets civile videobiler med 167 km/t. Da bilen satte udrykningen på, trådte pigen på speederen, så farten røg op på 200 km/t. Ved motorvejens afslutning ved Brabrand lykkedes det politiet at få spærret vejen for den unge bilist, der i et sidste flugtforsøg bakkede ind i en politibil, inden hun og hendes 16-årige veninde ved siden af blev hevet ud af bilen af ordensmagten og anholdt. Den 16-årige blev dog løsladt kort efter, mens den 17-årige i første omgang blev sigtet for at køre uden kørekort.
Lokale Fortællinger bringer opskrifter på en “drønhyggelig weekend i Brabrand” og har blandt andet talt med ornitologen Ole Bøgh Vinther, som opfordrer til at man går en tur til Brabrand Sø og spejder efter havørnen og vandrefalken. Læs mere på Lokale Fortællinger
ACFC tog onsdag aften hul på fodboldsæsonen i serie 2, da Stautrup var på besøg på Arena Vest i Gellerup. Det blev til en overbevisende sejr til ACFC på 7-0.
I dag fortsætter Aarhus Archtecture Festival med en række arrangementer i Gellerup. Kl. 14-18 kan du i Aarhus Kommunes kontorhus Blixens opleve lydinstallationen Space in between spaces af Puyain Sanati, som også vil fortælle om kunstværket.
Blixens er også stedet, hvor du i dag kl. 14.00-15.00 kan høre mere om tankerne bag den nyindviede bygning fra nogle af de centrale aktører og selv se huset med dine egne øjne.
Fra Brabrand til the Barbican hedder arrangementet kl. 15-17, der foregår i Gellerup Kirke. Anna Mette Exner, Exner Arkitektur, Jørgen Søndermark, Realdania By og Byg, og Sille Askefrø Bjørn og Niels Ove Kildahl, Hele Landet – Sociale Arkitekter, vil diskutere kvaliteterne i den modernistiske arkitektur.
Endelig viser Galleri Andromeda fredag kl. 18.30 filmen Swagger, der fremstiller unge i betonforstaden på deres egne præmisser. Filmen introduceres af Kian og MJ, der er stemmerne bag radioprogrammet Ghetto Fitness på Radio24syv. Det foregår hos Andromeda, Gudrunsvej 78, stuen.
En 19-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt, da en patrulje traf ham i en bil på en p-plads på Janesvej i Brabrand. På sig havde han en pose med lidt hash, og da betjentene efterfølgende ransagede bilen, fandt de en halskniv og nogle piller gemt i ventilationsanlægget. Den 19-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for brud på knivloven.
En 22-årig mand havde åbenbart ikke lyst til at tale med politiet, da en patruljebil torsdag kl. 20.30 ville standse hans bil på Silkeborgvej i Brabrand. Den unge bilist reagerede i stedet ved at sætte farten op og køre ind ad forskellige mindre veje for at ryste politiet af sig. På Avnbøgevej fik patruljen dog fat i fører og bil, og den 22-årige blev anholdt og sigtet for at ikke at efterkomme politiets anvisninger. Da han virkede påvirket, blev han også sigtet for narkokørsel.
Lokale Fortællinger har været på besøg i Skjoldhøjkollegiets bar, hvor de har mødt bestyrer Steffen Stubkjær til en snak om den traditionsrige bar og dens betydning som samlingssted for kollegiets beboere. Læs mere på Lokale Fortællinger