På mandag kl. 7.00 synges Aarhus Arkitekturuge i gang med morgensang på toppen af porten til Gellerup med en usædvanlig flot udsigt ud over Aarhus. Direktør for Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, vil give en indflyvning til bydelens transformation. Martin Hornstrup, nu snart forhenværende organist i Gellerup Kirke, vil akkompagnere og synge for, når der blandt andet synges: ”Gi’ os lyset tilbage”, ”Godmorgen lille land” og ”Åbn din gyldne port”. Arrangementet er udsolgt.
Forleden fredag gennemførte Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere den årlige udsætning af ørredyngel i de lokale vandløb. Formålet med udsætningerne er at oparbejde fiskebestandene. For Aarhus Å-systemet drejer det sig om at fastholde en Aarhus Bugt-stamme, frem til et nyt omløb ved Årslev Engsø kommer til at fungere. Foto: Allan Mathiassen.
Mens en del “mindre” hold i Oddset Pokalen efterhånden vælger at sælge hjemmebanefordelen til modstanderne, fastholder Brabrand IF, at kampen mod Superligaklubben FC Nordsjælland i ottendedels-finalen skal spilles på Domis Park i Brabrand. Kampen er nu fastsat til at skulle spilles onsdag d. 23. oktober kl. 15.00. For at nå så langt har Brabrand foreløbig slået Christiansbjerg IF, Thisted FC og Randers FC ud af turneringen.
Vores Brabrand holder åbent redaktionsmøde i eftermiddag kl. 14-15 i Livsværkstedernes café, Café Vita, i City Vest. Kig forbi til en snak om, hvad der betyder noget i dit lokalområde, og hvad der måske kan blive til en god historie i Vores Brabrand. Vi giver en kop kaffe. Du finder Café Vita ved at tage rulle-trappen en etage op fra indgangen ved apoteket. Caféen ligger i den tidligere Rasmus Klump-restaurant som nabo til Matas.
I formiddag kl. 10.00 inviterer Bydelsmødrene i 8220 som altid til fredagscafé. Denne gang kommer Marianne og Amitis fra Mødrehjælpen og fortæller om fysisk og psykisk vold mod kvinder.
I dag kl. 10.00-17.30 kan du være med til at fejre livsstilsbutikken Kaiku´s 10 års fødselsdag på Langdalsvej i Brabrand. “Dagen vil være spækket med spændende aktiviteter, lækre smagsprøver, konkurrencer og mange flere overraskelser – måske også lidt rabatter,” skriver butikken om dagen.
Torsdag eftermiddag var betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion til stede i det vestlige Aarhus, hvor ordensmagten fik skrevet lidt forskellige sager. I alt 24 personer blev sigtet for følgende lovovertrædelser under indsatsen i løbet af eftermiddags- og aftentimerne. Blandt andet fik otte bilister et klip i kørekortet for at køre for hurtigt, og fem for at overhale ulovligt.
Af nævneværdige sager kan politiet fremhæve en 30-årig mand, som gjorde særligt opmærksom på sig selv, da han kom kørende på Åby Ringvej med 96 km/t mod de tilladte 70 km/t, mens han i sin bil uden lyddæmper i udstødningen overhalede en bil højre om. Da politiet derfor standsede ham for at fortælle, at han hermed havde fået to klip i kørekortet, bemærkede betjentene en lugt af spiritus fra bilen. En efterfølgende alkometertest indikerede, at manden havde en promille over det tilladte, og han blev derfor også anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Derudover blev en 15-årig dreng undervejs i færdselsindsatsen set køre på et el-løbehjul med en hastighed noget over de tilladte 20 km/t. To motorcykelbetjente forsøgte af flere gange at få den unge mand til at standse, og efter en lidt længere eftersættelse, blev drengen standset på Karen Blixens Boulevard. El-løbehjulet, der viste sig at kunne køre ca. 50 km/t, blev herefter beslaglagt, og den 15-åriges pårørende samt de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.