I eftermiddag kl. 15.30-17.30 inviterer Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, til fredagsbar. Kig forbi og skyd weekenden i gang med hygge, godt selskab og billige drikkevarer. Fredagsbaren er blevet et fast element på folkehusets program den sidste fredag i måneden. I september var der fin opbakning og hyggelig stemning. Alle er velkomne.
I aften kl. 19.00 byder AURA Park på Engdalsvej på en spændende fodboldkamp i kvindernes C-Liga, landets tredje fineste række. Her tager Brabrand IF imod Randers Q. Brabrand fik i sidste weekend hul på bylden med sæsonens første sejr. Det blev 1-0 på Fyn, hvor modstanderen var Dalum/Næsby. Holdet har dog brug for endnu flee points for at slippe væk fra bundpladserne i rækken.
Torsdag d. 27. november kl. 14-18 fejrer Livsværkstederne i City Vest 25 års jubilæum med en kæmpe fest. “Der bliver musik, mad og indslag med tilbageblik, gode minder og fejring af det mangfoldige sted vi er,” skriver Livsværkstederne. Alle er velkomne: nuværende gæster, brugere, frivillige, tidligere medarbejdere og gode venner – nye såvel som gamle.
Lørdag d. 22. november byder Gellerup Art Factory på en aften med arabisk musik og historiefortælling. Nours Orkester med bl.a. Nour Amora på guitar og oud og Morten Carlsen på saxofon giver koncert, og skuespiller og instruktør Chadi Abdul Karim fortæller historier på dansk. Der er gratis entré. Aftenen er en forlængelse af en torvedag, der planlægges på Verdenspladsen.
