I eftermiddag fra kl. 15.00 er der fredagsbar hos virksomheden Blue Room Production, Langdalsvej 46. Alle er velkomne til fredagshygge, livemusik, og kølig vin og fadøl. Du kan blandt andet smage på naturvine fra Meso Vin.
I dag fra kl. 12.00 er der hyggelig sensommerstemning i Toveshøjhaven ved Hasle Bakker. Livsværkstederne kommer forbi og laver lækker bålmad, og du kan opleve haven i fuldt flor. Du finder haven, hvis du går ad stien ved Janesvej lige øst for Stensagerskolen.
Æblehaven har flyttet hele gedeflokken ned på den anden side af Brabrandstien, hvor de skal gå i indhegningen ud mod søen og lave naturpleje de næste par måneder. “Kiddene er blevet store, så det er godt med noget ekstra plads til dem. Det er desværre ikke længere muligt at gå ind til dem, nu kan de kun nydes fra den anden side af hegnet,” skriver Æblehaven på Facebook.
Fælles morgensang er blevet en fast tradition på Fredspladsen i Gellerup hver torsdag kl. 8.45. Så ruller musiker Martin Hornstrup klaveret ud på pladsen, og alle som arbejder i områder eller bare kommer forbi, samles og synger nogle sange sammen, inden det går løs med dagens opgaver.
Næste lørdag, d. 7. september, er der sommerfest for beboerne i Holmstrup. Der er gratis morgenmad, og derefter går det løs med bl.a. hoppeborge, sumobrydning og tryllekunstner Tino Tusindben.
Mandag kl. 13-15 fejrer Folkehuset Gellerup Aarhus Festuge med sang og musik, når musiker Nils Adrian kigger forbi på Gudrunsvej 80 og synger både Elvis og Beatles – og deltagerne kommer også til at synge fællessange. Kig forbi til et par hyggelige timer i Mandags Cafeen, hvor du kan købe kaffe og småkager.