I aften kl. 21.00 kan du opleve livemusik i Brabrandhallen, når Morten Sand og De Folkelige spiller op. Det foregår i Pejsestuen, og der er en entrépris på 50,-.
I aften kl. 19.30 har Vester Gasværk premiere på forestillingen ”I dit korte liv”. Forestillingen spilles derefter over seks aftener på Gasværket. Lørdag er forestillingen ligeledes kl. 19.30, mens den søndag allerede spilles kl. 15.00. Du kan købe billetter via dette link.
I morgen, lørdag, kan Globus 1 igen byde indenfor til lørdagsleg i hallen. Kl. 9-12 kan børn i alderen 0-6 år tumle sammen med deres forældre, blandt andet i en stor forhindringsbane, der opbygges i hallen. Globus 1 har været ramt af vandskade, men skaderne er nu udbedret.
Rigspolitiet afviser fortsat Aarhus Kommunes ønsker om at opsætte såkaldte rødlys-kameraer i krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej, hvor to unge kvinder tidligere er blevet trafikdræbt. Borgmester Jacob Bundsgaard havde håbet at overtale Rigspolitiet til at fremskynde opsætningen af kameraer i det såkaldte “dødskryds”, men det bliver blankt afvist af rigspolitichefen, skriver Stiften.
Frem til d. 19. november indsamler Gellerup Bibliotek legetøj, I ikke længere bruger, men som stadig har mange gode legetimer i sig. I weekenden 25.-26. november bliver alt legetøjet til en Grøn Gavebod i Verdenrummet på Dokk1.
Bydelsmødrenes café i dag kl. 10-12 i Laden handler i dag om forældresamarbejdet i daginstitutioner med etniske minoritetsforældre. Oplægget giver en kort introduktion til, hvorfor et godt forældresamarbejde er vigtigt, og hvad tidligere forskning på området har fundet ud af.