I eftermiddag og aften kl. 15-20 inviterer Sødalskolens Klub 3 alle børn og unge i Brabrand til Rambla Fest med gratis live-musik fra Rap Akademiet, mad og drikke og sjove aktiviteter. Der vil bl.a. være panna-fodbold, skateboard-undervisning ved Skateducate-pigerne fra Godsbanen, fodboldklubben Vatanspor står for vatan-kebabs og meget mere. Alle er velkomne.
Er du blandt de 141, som allerede har svaret på spørgsmålene fra Brabrand-Årslev Fællesråd? Ellers tager det ca. 10 minutter at svare på spørgsmålene, som drejer sig om trafik, indkøb, Jaka-bygningen, skoler, letbane, trinbræt mv. “Når du nu hjælper med at svare, vil fællesrådet gøre sit yderste for, at svarene medvirker til udviklingen af Brabrand og Årslev via dialog med Aarhus Kommune,” skriver fællesrådet. Du kan svare på spørgsmålene her.
I dag kl. 10-17 byder Brabrand Aarslev Kirker på sommerudflugt til Vedersø, til Kaj Munks gamle præstegård, som er indrettet som et museum for digterpræsten. Der har været tilmeldingsfrist til turen.
Hvem vil du gerne opleve næste år på Grimfest, spørger festivalens folk, efter at de har holdt lidt ferie efter dette års festival. “Vi er dårligt nok kommet os ovenpå GrimFest 2025, men forberedelserne til næste års festival er selvfølgelig så småt gået i gang,” skriver Grimfest om næste års festival, der finder sted d. 30. juli – 1. august. “Og selvfølgelig byder den også på en god blanding af det bedste fra morgendagens musikalske horisont og mere etablerede navne, som du kan opleve i øjenhøjde i intime, grønne rammer.” Du kan aflevere dine forslag på Grimfests Facebook-side.
Den unge motocross-kører Frederik Stampe var i weekenden til DM-stævne i Esbjerg og klarede sig flot trods udfordringer undervejs. Han blev nummer 7 og 8 i de to heats, men nåede undervejs at få noteret den tredje hurtigste tid. “Selvom det var en dag med problemer så er jeg super tilfreds,” skriver han. “Måske ikke det jeg håbede på rent placeringsmæssigt, men jeg er på mit første år på 250’eren og jeg er mega stolt over at jeg i weekenden havde farten til at kunne ligge helt i toppen af feltet.”



