Der kommer mere Superliga-besøg på Domis Park i Brabrand i fjerde runde af Oddset Pokalen, som der blev trukket lod til torsdag aften. Brabrand IF får besøg af FC Nordsjælland i det, der også kan kaldes ottendedels-finalen. Brabrand kvalificerede sig onsdag med en 1-0-sejr over et andet Superligahold, Randers FC. Kampen spilles i dagene 29.-31. oktober.
Brabrand Årslev Kirker holdt i sidste uge valg til menighedsrådene i de to kirker, og det lykkedes både at samle fuldtallige råd og vælge et betydeligt antal stedfortrædere. Til menighedsrådet i Brabrand Sogn blev følgende valgt: Bitten Vad la Cour, Erik Lorentzen, Finn Pedersen, Karen Villumsen, Kirsten Holmgaard Jakobsen, Lise Lotte Andersen, Margrethe Petersen, Martin Appel Loft, Ragnar Højlund Nielsen og Randi Bendix Sørensen.
Til menighedsrådet i Sdr. Årslev Sogn blev følgende valgt: Bente Gybo Enevoldsen, Grethe Rigmor Eriksen Kjeldsen, Henriette Linde, Lajla Ellinor Rasmussen og Niels Kristian Holm-Nielsen.
Beboerrådrådgiver Jens Høgh går på pension efter 32 års ansættelse i Brabrand Boligforening. De sidste seks år har han været tilknyttet afdeling 2 og 3, Søvangen og Skovgårdsparken samt Holmstrup. Tidligere har Jens Høgh stået for beboerrådgivningen i Gellerupparken, der holdt til i en lejlighed på 1. sal i nummer 16 på Gudrunsvej. Her ses Jens Høgh sammen med formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, Helle Hansen, ved afskeden med beboerne forleden.