Byleddet/Søskovvej er i løbet af fredagen blevet spærret på grund af vand på vejen. Og Brabrandstien er mange steder svær at passere, medmindre man har de langskaftede gummistøvler på. Ud over Byleddet/Søskovvej er Holmbækvej syd for Skibby ligeledes spærret, meddeler Stiften.
Grimfest har offentliggjort de sidste musikalske navne til arrangementet Grim x Musikhuset lørdag d. 18. november i Musikhuset Aarhus. De tre nye navne er Øndi, Ivansito og Nella. Sidstnævnte kommer fra Trillegården i Aarhus V og hedder Daniella Yokhana med irakiske forældre. “Det musikalske atlas fortæller, at Nella bevæger sig i sfæren mellem poppen og urbanmusikken med hendes varemærke-hæse stemme og klingende dansksprogede tekster som røde tråde” skriver Grimfest. Du kan købe billetter til dagen her.
Nye oversvømmelser truer omkring Brabrand Sø og Årslev Engsø. “Vandstanden i Årslev Engsø er 1,7 meter over normalen. Når den er to meter er det rigtig kritisk. Jeg vurderer, at vi uden tvivl skal lukke og spærre flere veje og cykelstier af i weekenden på grund af oversvømmelser,” siger områdechef Simon Grünfeld, Teknik og Miljø, til Stiften. Det gælder blandt andet her ved andebroen i søens østlige ende. Foto: Anne Bentsen på Livet i Ådalen.
Aarhus Omstiller og Gellerup Bibliotek var torsdag aften vært for et arrangement, hvor der blev snittet græskar, spist græskarsuppe og talt om den grønne omstilling. Det foregik i bibliotekets makerspace, hvor stemningen var god og hyggelig.
I den kommende weekend byder Fredens Hus på kurset Dialogpiloterne, der er et intensivt weekendkursus i interreligiøs dialog – en uddannelse i dialog, hvor der er fokus på at tale om tro, livssyn og eksistens. Programmet begynder fredag kl. 16.30 og fortsætter lørdag og søndag. Du kan læse mere her.
Folkesundhed Aarhus Vest introducerer nu et nyt tilbud til mænd i alderen 20-55, som er uden for arbejdsmarkedet. “Mand! Kom styrket videre”, hedder tilbuddet, der foregår hver tirsdag i otte uger, handler om mad og motion og foregår i Bazar Vest. Du kan deltage i intromøde tirsdag d. 7. november kl. 11. Mødested ved bazarens hovedindgang.