Mens regnvejret heldigvis har ladet vente på sig her i løbet af efteråret, er arbejdet med at skabe dæmninger omkring rostadion fortsat, og der er nu solide volde omkring store dele af bygningen. Der mangler dog stadig et væsentligt stykke ud mod Brabrand Sø.
“Øv øv …vi har desværre fået et par afbud til kvartfinalekampen i Pokalen mod Viborg FF søndag den 8. december kl. 13.00,” skriver Brabrand IF Fodbold på Facebook. Klubben havde inviteret den danske kongefamilie til kampen, men som du kan se ovenfor, kan det desværre ikke lade sig gøre at få kampen passet ind i familiens program.
I forbindelse med GAF Dage byder kunstplatformen Sigrids Stue i dag kl. 16.30 på en sansebaseret kunstoplevelse i byrummet i og omkring Sigrids UdeStue ved Nordgårdhallen. I det hyggelige tusmørke tænder vi op i bålfadet og inviterer til fernisering og præsentation af vores helt nye projekt Øre til Øre af billedkunstner Maja Gramstrup Andersen og kunstner og musiker Ditte Elly Goard. Mødestedet er ved GAF-lokalet ved siden af Gellerup Bibliotek.
I formiddag kl. 10-12 får bydelsmødrenes fredagscafé besøg af Jesper og Anne Sofie fra Børn & Unge, som vil gå i dialog med deltagerne om polarisering. Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, og alle er velkomne.
I de sidste 34 år har 64-årige Jimmy Rundberg haft sin gang i City Vest som vagt. Han har været i City Vest siden man gik med hundepatrulje, og der ikke var gitter for butikslokalerne. Jimmy Rundberg beskriver City Vest som et sted, der har været en stor del af hele hans liv, og et sted fyldt med minder. Det bedste ved hans job beskriver han som friheden og de gode kollegaer, skriver Facebook-siden City Vest og Gellerups næste kapitel. Du kan også læse mere om Jimmy Rundberg her.