Kultur-rådmand Rabih Azad-Ahmad er klar med en ekstra økonomisk håndsrækning til 47 konkrete idrætsprojekter, der skal afhjælpe manglen på idræts- og fritidsfaciliteter i Aarhus Kommune. Blandt andet har Kultur- og Borgerservice besluttet at tildele yderligere 5 mio. kr. til om- og udbygningen af idrætsanlægget i Brabrand. Her har kommunen tidligere i år givet 10 mio. kr. til projektet. Desuden kunne Salling Fondene forleden melde ud, at fondene ligeledes donerer 10 mio. kr. til projektet. Hermed er over en tredjedel af de ca. 70 mio. kr., projektet ventes at koste, i hus.
Para-atlet Bjørk Nørremark modtager af JYSK’s Bring Dedication-legat på 25.000 kroner. Legatet uddeles til paraatleter, der udviser en særlig dedikation i jagten på deres sportslige mål. Bjørk Nørremark har skabt sig en helt særlig profil i dansk parasport. Hun er både eliteatlet, studerende og kunstner med egen virksomhed. Prisen blev overrakt af Søren Brunsborg, Commercial Sales Coordinator i JYSK og barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.
I løbet af få dage kommer julebelysningen op i lygtepælene i Hovedgaden og på Brabrand Kirkevej. Anders Koba Jensen fra Brabrand El er nu i gang med at gøre belysningen klar til endnu en december. “Mange tak til Anders for at varetage opbevaring, vedligeholdelse, opsætning og nedtagning. Send ham gerne en venlig tanke, når du i næste uge ser ham sætte julebelysningen op,” skriver Brabrand-Årslev Fællesråd, der står for julebelysningen i Brabrand.
Smag á la Gellerup er mandag kl. 17-19 klar til endnu en Mad Mandag i Madkiosken ved Karen Blixens Boulevard. “Marwa & Søster står for dagens ret, som er saftige musakhan-ruller som er et moderne twist på den klassiske palæstinensiske ret! Musakhan er krydret kylling marineret i sumak, olivenolie og løg, rullet ind i blødt fladbrød og fyldt med friske urter og granatæblekerner. Serveres med en salat og en frisk dip,” skriver Madkiosken. Pris 60kr – børn under 12 år 30 kr.
Torsdag aften var der igen færdselskontrol i den vestlige del af Aarhus, og for en 44-årig mandlig bilist endte det med, at han måtte afgive sit køretøj. Den 44-årige blev standset på Silkeborgvej i Åbyhøj, efter han var blevet målt til at køre 80 km/t i en byzone. Da det viste sig, at han ikke havde kørekort, fik han en sigtelse for kørsel uden førerret, og fik at vide, at han skulle få en anden til at køre bilen hjem. Den vejledning lyttede manden åbenbart ikke til. 10 minutter senere blev han standset i samme bil af en anden færdselsbetjent i området. Da den 44-årige allerede inden torsdag var blevet taget en enkelt gang i at køre bil uden kørekort, så nåede han nu op på 3. kørsel uden førerret. Det kostede ham en beslaglæggelse af bilen.
En anden bilist, der også gjorde sig uheldigt bemærket, var en 18-årig ung mand, der netop havde fået sit kørekort. Han blev målt til at køre 85 km/t i en byzone, og det udløste en bøde på 4200 kroner og et kørselsforbud.



