Buus Anlægsgartner A/S fik i går overrakt Erhverv Aarhus´ initiativpris for at skabe en succesfuld grøn omstilling af sin virksomhed. De øvrige nominerede var Triscan, ligeledes fra Brabrand, og Aarhus Hostel & Hotel. Buus har blandt andet sat sig nogle mål, som man kalder Buus-målene. De tager udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål, hvor virksomheden har udvalgt nogle, der er særligt relevante. Du kan læse om virksomhedens arbejde her.
De fleste af partierne i Aarhus Byråd har i aftes indgået forlig om næste års budget for Aarhus Kommune. Folkeskolerne har været det store tema ved dette års budgetforhandlinger, og som forventet indeholder det netop indgåede budgetforlig en forøgelse af skolernes budgetter. Der lægges op til, at folkeskolerne tildeles et varigt løft af budgettet på 50 mio. kroner om året. Disse penge kan skolerne selv disponere over efter lokale behov. Derudover er der enighed om, at der skal investeres i alt 210 mio. kroner til skoleområdet over de næste fire år fordelt med 60 mio. kroner i 2025 og 50 mio. kroner i perioden 2026-2028.
Brabrand Divisions Fodbold annoncerer et nyt partnerskab med Meso Vin – en vinbar og vinbutik beliggende i Aarhus’ Latinerkvarter. Som det første synlige bevis på dette samarbejde vil Meso Vin afholde et eksklusivt netværksarrangement med vinsmagning den 24. september i samarbejde med Scandic Aarhus Vest. Medindehaver af Meso Vin er Martin Andersen, som er mangeårig fodboldspiller i Brabrand IF.
Som et tilbud til de handlende familier i Bazar Vest åbner Ejendomsselskabet Olav de Linde et børnehus lige ved indgangen til Bazaren i Lykkeskolens gamle lokaler. I Børnehuset kan dit barn være med i en legegruppe én gang om ugen. Børnehuset drives af børnepsykolog Anne Leth-Linde og to dygtige psykologistuderende Christian Holm Jørgensen og Ida Lund Christiansen, skriver Bazar Vest på hjemmesiden. Alle børn i alderen 4-8 år er velkomne, og det kræver ingen tilmelding.