På torsdag d. 26. juni kl. 17.00 kan du igen opleve en festlig cirkusforestilling på Verdenspladsen. Det er Cirkus Tværs, som har hentet den sprælske forestilling, Grand Danois, til Gellerup. “En humoristisk og hæsblæsende cirkusforestilling om utopier og jagten på frihed,” lyder det om forestillingen. “Det er gratis og det er bedre end godt. Så kom og tá din nabo med,” lyder velkomsten fra Cirkus Tværs.
Borgmester Anders Winnerskjold har bekendtgjort, at han i dag den 20.juni kl. 15-15.45 står foran Netto-butikken på Silkeborgvej i Brabrand. “Som borgmester er jeg meget optaget af at have den ufiltrerede samtale med byens borgere. Og jeg vil meget gerne høre, hvad der betyder mest for jer – uanset om det gælder de lokale bysamfund, trafikale forhold eller andet, I finder vigtigt,” skriver han på Facebook.
Virksomheden Riisfort på Edwin Rahrs Vej 96 inviterer i dag kl. 8.30-15.00 til inspirationsmesse. Her får du mulighed for at møde nogle af Europas førende leverandører, når det gælder overflade-materialer, og gå på opdagelse i branchens bedste udvalg af overflader og pladematerialer. Du kan opleve de nyeste dekorer og kollektioner, søge gode råd og brugbar sparring på dine konkrete idéer og få prøvematerialer med hjem til tegnestuen eller værkstedet. Læs mere her.
Nu er der mindre end to måneder, til Gellerups nye skole. Kløverskolen, åbner. Lige nu arbejder håndværkerne på højtryk for at blive færdige med de sidste detaljer. Blandt andet bliver skolens legeplads etableret med fodboldbane, klatrestativ og sandkasse.
Igen i år har foreningen Bazarjazz en række aktiviteter i Gellerup i forbindelse med Aarhus Jazzfestival. 14. juli kl. 10-13 er der Jazzlegeplads på Verdenspladsen midt i Gellerup, og dagen efter, d. 15. juli, inviterer Bazarjazz til koncert i Gellerup Kirke, hvor Camilla Dayyani med sit faste hold af eminente medspillere Fredrik Lundin, Artur Tuznik og Thomas Sejthen inviterer yderligere to prominente gæster ind i Dayyanis musikalske univers, nemlig digteren Peter Laugesen og Jazzfestivalens Artist in residence trommeslageren Paal Nilssen-Love.
