I eftermiddag fra kl. 16.30 inviterer Brabrand-Årslev Fællesråd til debatmøde om lokale emner på Gasværket. På dagsordenen er udviklingen i Årslev og det lokale skole- og daginstitutions-liv. De fire politikere du kan møde og debatere med er Nicolaj Bang, konservativ rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Sommer, Socialdemokratiet, Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne og Isabella Heilmann, Enhedslisten.
Efter en kort spisepause holder fællesrådet fra kl. 19 generalforsamling. Her vil formand Carsten Strange Jensen fortælle om året, der gik, og igangværende sager i Brabrand og Årslev. Desuden er der valg til enkelte pladser i fællesrådet. For at stemme til generalforsamlingen skal du være medlem af fællesrådet. Det koster 75 kr. årligt. Du kan betale medlemskabet inden generalforsamlingens start.
Lørdag kl. 10-13 inviterer Smag på Aarhus igen til naturdag på Sølyst. “Tilbring en hyggelig formiddag på Sølyst denne skønne vinterdag, hvor vi skal lære at filte med uld! Bålet vil være tændt, hvor vi laver en dejlig varm saft som du kan varme dig på. Der vil som altid også være åbent ind til de søde bondegårdsdyr, så du kan sige hej til gederne, kaninerne og hønsene,” skriver arrangørerne. Sølyst ligger på Louisevej 100.
True Skov Trail Builders har nu sat gang I etableringen af fem kilometer mountainbike-spor, som foreningen har arbejdet på de sidste to år. Falles Sti- og Sporbyg er gået i gang med at etablere sporene i True Skov, fortæller formand Kurt Kragh Sørensen. “Færdiggørelsen afhænger af vejret, da meget regn kan gøre det svært at anlægge, men Anders Fallesen regner med, at sporene er færdige senest til efteråret,” skriver foreningen på Facebook.
I eftermiddag kl. 15.30-17.30 skyder Folkehuset Brabrand weekenden i gang med en hyggelig fredagsbar i godt selskab og med billige drikkevarer og sjov quiz. Fri entré – alle er velkomne!
Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi var torsdag eftermiddag og aften på kontrol i det vestlige Aarhus. Indsatsen blev gennemført i samarbejde med Motorstyrelsen og med særligt fokus på køretøjer, der er helt eller delvist afgiftsfritaget. I den forbindelse var der blandt andet opmærksomhed rettet mod udenlandske køretøjer, varebiler og taxaer. Seks køretøjer blev udtaget til nærmere undersøgelse med henblik på kontrol af afgifts- og registreringsforhold.
Brabrand IF Gymnastik har modtaget økonomisk støtte fra Sparekassen Danmark Fondene Vendsyssel til at indkøbe en såkaldt cross trainer til motionslokalet i Folkehuset Brabrand. “Den har de meget stor glæde af i vores selvtræningstilbud. Vidste du i øvrigt, at vi har et selvtræningslokale på Folkehuset, hvor du kan træne fra kl. 7 til 22 hver dag,” skriver gymnastikafdelingen på Facebook.
På mandag kl. 17-19 byder Madkiosken midt i Gellerup igen på en ægte italiensk MadMandag. Gianmario kommer fra Abruzzo og arbejder til dagligt som kok i Aarhus C. Til denne Madmandag laver han blød polenta med stegte grøntsager og friteret panelle med karamelliserede løg. Pris 60 kr. for voksne og 30,- for børn. Du kan vælge at spise i madkiosken eller tage maden med hjem.



