I eftermiddag kl. 14.00 spiller Æsken en koncert i Skovgårdsparken – især rettet mod børnefamilier. Du kan forvente en inddragende, humørfyldt og energisk koncert for børn i alle aldersgrupper. “Hverken musikerne eller publikum plejer at kunne stå stille – særligt når to store sæbeboblemaskiner kaster tusindvis af bobler ud i luften,” skriver medarrangøren, Børnekulturhuset, om koncerten. Det foregår i fælleslokalet på Sigridsvej 11A.
Det 16-årige motocross-talent Frederik Rahn Stampe fra Helenelyst har sikret sig en samlet tredjeplads i kampen om det danske mesterskab i motocross. “Jeg er taknemmelig for en 3. plads samlet trods alle udfordringer i serien i år. Det kunne ikke være gjort uden mit fantastiske team Wozniak Mx Racing Team,” skriver han på Facebook.
Endnu et brag af en fodboldkamp venter på onsdag d. 23. oktober, når superligaholdet FC Nordsjælland gæster Brabrand til ottendedelsfinalen i Oddset Pokalen. Kampen spilles allerede kl. 15.00, men det forhindrer formentlig ikke et pænt antal tilskuere fra Farum og omegn i at dukke op til kampen. FC Nordsjællands fanklub er i gang med at forsøge at få billetter til kampen.
I dag kl. 12-14 er der bålhygge i Toveshøjhaven, og Livsværkstedernes sociale café, Social Drive Out, kigger forbi. Du kan også samle kastanjer, hvis du har lyst. Du finder Toveshøjhaven, hvis du går 100 meter ned ad cykelstien øst for Stensagerskolen.