Fredag d. 23. januar kl. 16-19 byder Gasværket igen på fredagsbar, hvor programmet nu er klart. “Vi får besøg af Per Smedegaard (direktør på Svalegangen) og Dorte Elena Hansen (indehaver af livsstilsbutikken KAiKU). Så vi får et indblik i det er være forretningsdrivende i Brabrand, samt at være kulturperson,” skriver arrangørerne. Desuden er der Fortrydelsesbanko: Har du fået en gave eller købt noget du har fortrudt, så pak det ind og medbring det som gave. Alle der medbringer en gave, får en bankoplade. “Vi spiller en enkelt omgang lynbanko, med fortrydelsesgaver som gevinster,” skriver arrangørerne af fredagsbaren.
Der var fuldt hus på Gasværket torsdag aften til den første af to lokalhistoriske aftener. Blandt andet fortalte Jens Hedegaard fra Egebjergvej om arkitekt Knud Friis og mange af de byggerier, han har tegnet i Brabrand. Desuden præsenterede han sammen med Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv en digital kortlægning af de 68 byggeprojekter, Jens Hedegaard har samlet. Kortet vil senere blive offentliggjort, så alle kan klikke på de enkelte byggerier og læse om dem og se billeder fra dem.
På Værkstedet på Rørdrumvej er de tilknyttede borgere begyndt at producere og levere gaver og gavekasser til både private og virksomheder. Social og klimarelateret bæredygtighed er grundtankerne i alle processer, skriver Værkstedet på Facebook. “Vi arbejder med genbrugsmaterialer, og gaverne er håndlavet af psykisk sårbare og udsatte borgere. Alle gaver koster 300 kr. stykket inklusiv levering,” skriver Værkstedet. Du kan skrive til personalegaver@msb.aarhus.dk om gaverne.
“Gellerup har altid været præget af et stærkt engagement og folk, der tør række hånden op for at skabe social, politisk eller æstetisk forandring,” skriver Gellerup Museum i en omtale af en kommende særudstilling på museet om aktivisme. Udstillingen vil løbe fra den 21. februar til den 1. april. “Har du kæmpet for en sag, bygget en dialogbænk eller malet et banner, der skulle råbe politikerne op,” spørger Gellerup Museum i artiklen her i beboerbladet Skræppebladet, hvor man søger genstande til udstillingen.
Igen i år har Sigrids Stue flyttet nogle af kunstplatformens projekter og aktiviteter ind i Gellerup Art Factorys lokale hen over januar og februar. “Mens vi er her, afprøver vi GAF´s nye, mobile trykkeværksted og forventer blandt andet at trykke plakater til forårets arrangementer,” skriver Sigrids Stue. Der er flere arrangementer på vej. 29. januar byder man på Kunst & Kaffe med en artist talk af arkitekt og kunstner Jad El Khoury (NO/LB), og 5. februar byder på en artist talk af kunstner og arkæologistuderende Sarah Sikorie (NO/DK). Begge er tilknyttet Sigrids Stue.
