Veteranhjem Midtjylland er nu gået i gang med at rive den gamle stald i Langdalen ned. I løbet af august bliver der opført en ny bygning, hvor der bliver indretning af udhus/maskinrum samt brugerrum til outdoor udstyr og fitness. Veteranhjemmet har allerede modtaget en donation fra Aarhus Garderforening til indkøb af træningsudstyr, oplyser veteranhjemmet.
Der var onsdag aften i sognegården planlægning af den kommende Byfest i Brabrand. Cirka 15 personer deltog. Der arbejdes nu intensivt videre på en fest uden vejspærring, men med telt, musik, lopper, spejderaktiviteter og initiativer til, at man kan mødes og lære hinanden bedre at kende. Byfesten i Brabrand foregår lørdag den 9. september kl. 10.00-15.00.
Politi og brandvæsen rykkede torsdag kl. 23.15 ud til en bilbrand på en p-plads på Solskrænten. Da politiet kom frem, var bilen overtændt, og der stod store flammer op fra den. Brandvæsnet fik slukket ilden, og politiet søgte efter spor på stedet. Brandårsagen er ukendt, men politiet mistænker, at branden var påsat. Ingen personer kom noget til.
En 21-årig mandlig bilist blev torsdag aften kl. 21.45 standset af en patrulje på Inger Christensens Gade og sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand. Den 21-årige blev desuden sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort.
Ungdomsskolen i Gellerup har flere nye ting på efterårets program. Next Level Tegnestue er et gratis kursus for unge mellem 17 og 26 om byudvikling, arkitektur og design. Det løber hen over efteråret, med en udstilling i december. Hos Next Level Tegnestue bliver du undervist i stedsspecifik byudvikling og arkitektur med udgangspunkt i hele Aarhus. På tegnestuen bliver du indført i arkitekturens processer og værktøjer med analyser, idéudvikling, skitsering samt modelbyg og præsentation. Tilmelding via dette link.
Brabrand IF Motion tilbyder nu også mountainbike for børn. Hvis du er 6-8 år, vild med at cykle og ønsker at være del af et hold, hvor det handler om at have det sjovt imens du lærer nye teknikker, er holdet noget for dig. det starter op onsdag den 23. august kl. 17-18. Man skal have mountainbike med gear og en hjelm. Kontingent er 400,- og betales til Brabrand IF Motion. Spørgsmål kan sendes til federmathieu@gmail.com.
Skriveværkstedet Tekst til Tiden fortsætter på Gellerup Bibliotek d. 23. august kl. 16-18. “Vi dyrker fortælleglæde og kærlighed til sproget i alle udgaver. Derfor lægger vi vægt på skrivelyst frem for stavning og regler,” skriver de to undervisere, P.C. Asmussen og Søren Karim om skriveværkstedet. PC Asmussen er tidligere cirkusdirektør på Gøglerskolen i Aarhus gennem 30 år, hvor han har drevet et skriveværksted. Søren Karim er rapper, kendt fra Bogfinkevej, og underviser på Rap Akademiet og FGU Midtby. Tilmelding på mail pc.asmussen@gmail.dk