
Søren Poder har for alvor fået smag for livet som forfatter. Siden 2015 har han udgivet tre romaner, hvor ensomhed og fremmedgjorthed er et fælles tema – og han har i hjemmet på Brabrand Skovvej lagt grunden til den fjerde. Vores Brabrand har talt med ham om den helt særlige hverdag.
Søren Poder erkender, at det kan være svært at se en rød tråd i hans forfatterskab. Måske havde det været en fordel at bygge et navn op og udgive bøger inden for en bestemt målgruppe eller genre.
Men det ønsker han ikke. Det skal være den konkrete idé, der bestemmer, hvilken slags historie, han går efter.
Til gengæld kan han godt se et bestemt tema som gennemgående for sit forfatterskab: Ensomhed, fremmedgjorthed, at føle sig udenfor.
”Jeg har selv haft de oplevelser, både op gennem min skolegang og som voksen: Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor jeg passede ind,” fortæller han.
”Faktisk tror jeg, at alle mennesker har prøvet den form for ensomhed. Hvis vi har noget til fælles, er det nok det, sådan dybest set. Vi kom alene til verden, og vi forlader den alene. Der er nok en form for genkendelighed i det,” siger han.
”Det er meget sjovt, at sådan nogle almene følelser kan bearbejdes til så vidt forskellige bøger.”
Han erkender, at bøgerne kan ses som en form for samfundskritik. Men egentlig er han mere interesseret i den personlige vinkel: Den måde vi opfører os over for hinanden. Kan vores måde at opføre os over for andre drive et menneske ud over grænsen? Kan skoleskyderier også ske i Danmark?
”Jeg tror egentlig bare, at det er et spørgsmål om tid. Det er blevet nemmere at få fat i våben – og det er bestemt ikke, fordi unge er blevet mindre ensomme.”
Historie om drab og efterforskning
Da interviewet foregår, sidder vi i Søren Poders stue på Brabrand Skovvej. Han og Marianne har gennem hele efteråret boet i et af den stribe af huse, der ét efter ét er blevet revet ned og efterfølgende genopføres.
Her har han skrevet på sin fjerde roman. Faktisk har han allerede skrevet det første udkast og er i gang fuld gang med at gennemskrive manuskriptet igen. Han oplever det som mindst lige så langvarigt og komplekst, når der virkelig skal skæres fra og teksten gøres skarpere.

”I gennemskrivningen af teksten har jeg nok nemmere ved at være så hård, som man skal være. Der er virkelig ikke nogen, der har lyst til at læse forfatterens lommefilosofiske betragtninger. Jeg oplever, at jeg efterhånden er blevet meget bedre til at holde teksten skarp,” siger han.
”Historien handler om drab og efterforskning, men jeg vil være ked af, at den skulle blive karakteriseret som en krimi. Den følger ikke krimigenrens plot og dominoeffekten. Det er en mere indadvendt måde at fortælle historien på,” forklarer han.
Historiens mange brikker
Det er et manuskript, der har voldt ham mange udfordringer. Han har undervejs brugt sine journalistiske arbejdsmetoder og har interviewet bl.a. dna-eksperter, en retsmediciner, en anæstesi-sygeplejerske og en tidligere ansat i Rigspolitiets Rejsehold.
”Det er heldigvis fiktion, men efterforskningen skal helst være beskrevet så realistisk som muligt. Jeg synes det er mega spændende at arbejde med den her true crime-genre.”
Han har arbejdet længe med det puslespil, det er at skabe selve fortællingen. Ad flere omgange har han flyttet rundt på historiens mange brikker, indtil han havde noget, han synes var det rigtige.
”Den første gennemskrivning er den sjoveste. Det er dér, jeg oplever historien for første gang. Måske har jeg en forestilling, når jeg går i gang, men sådan bliver det aldrig. Det er spændende, hvad det så bliver!”
Han forklarer, at han oplever det som sjovt at være i den dobbeltrolle, hvor han selv er vidne til den kreative proces, samtidig med at han er den, der får det hele til at ske.
Og selvom der nu ligger et udkast, oplever han stadig, at der er plads til at boltre sig. Han kan fortsat sætte fantasien i spil og eksempelvis blive inspireret til at udbygge bestemte scener.
Ønskede at udfordre fordomme
Søren Poder er journalistuddannet og har blandt andet skrevet for Dagbladenes Bureau, inden han i 2013 blev ansat på Herning Folkeblad som lokalredaktør i Trehøje.
Det var et job, han var meget glad for – men han valgte alligevel at stoppe i 2021. Da havde han allerede udgivet sin første roman, ”Sidste skoledag” og var godt i gang med nummer to. Han kunne mærke, at forfatter-tilværelsen krævede hans fulde opmærksomhed.
”Jeg har altid godt kunnet li´ at skrive, og jeg blev journalist fordi jeg ønskede at komme ud og opleve verden og skrive om den. Der er noget andet ved fiktion, hvor man sidder og finder på historierne selv. Det har sin helt egen gnist,” fortæller han.
Samtidig er der stadig en del journalistik i forberedelserne, hvor han eksempelvis til ”Sidste skoledag”, der udkom i 2015 og handler om et skoleskyderi, har researchet en del på den type gerningsmænd og deres manifester, bl.a. via forskellige FBI-rapporter.
”Jeg prøvede at forstå, hvad det er for dynamikker i familien og i skolen, der ligger bag den slags handlinger, og jeg kunne efterhånden se nogle fællestræk. Det var ud fra den viden, jeg konstruerede min hovedperson,” forklarer Søren Poder, som valgte at fortælle historien i jeg-form fra hovedpersonens synspunkt.

Han kunne mærke en lyst til at udfordre nogle af de fordomme og stereotyper, der findes om gerningsmænd til skoleskyderier. Ofte lyder forklaringen, at gerningsmanden er psykopat. Men hvad lå der bag? Hvad var der egentlig på spil? Det fandt han meget mere spændende at udforske som forfatter.
”Der ligger altid forskellige årsager bag masseskyderier, men det er meget sjældent, at gerningsmanden er sindssyg. De bliver ofte en slags udvidet selvmord begået af en person, som føler sig udstødt.”
Alle har gode motiver i egen bevidsthed
Han lægger især vægt på, at læseren kan opleve hovedpersonens sindstilstand. Det medfører, at der opstår en særlig stemning eller tone i bogen – og kommer eksempelvis til udtryk i dialogerne.
”Der er virkelig stor forskel i den måde, folk snakker sammen på. Her kommer det til udtryk, hvordan personerne ser på verden. Det er med til at afgøre stemningen i bogen, og forklare hvorfor de gør de som de gør. Det er vigtigt, at de motiver er troværdige.”
Han understreger, at alle mennesker har gode motiver i deres egen bevidsthed, og at det skal være muligt at have en vis sympati for dem alle.
”Sidste skoledag” udkom på Forlaget Turbine, og salget gik fint. Samtidig lærte han en masse om, hvordan bogmarkedet fungerer.
Et par år senere modtog han et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, og i efteråret samme år gennemførte han uddannelsen på Den jyske Forfatterskole i Aarhus. Og han havde fået mod på at skrive en bog mere – denne gang en ungdomsbog, ”På røven gennem natten”, der i 2020 udkom på Forlaget Brændpunkt.
Som den foregående bog blev den skrevet, mens han også passede sit job som lokalredaktør i Trehøje. Og allerede året efter, i 2021 kom den tredje bog, ”Undergang”, hvor et ældre ægtepar blev adskilt af corona-pandemien. Det blev en kærlighedshistorie, men også en alvorlig fortælling om et samfund, der lukker ned.
”Jeg elsker at skrive”
Efter en periode som fuldtids-forfatter har Søren Poder valgt igen at tage et job. Tre timer om dagen kører han ud med mad til arbejdspladser, der er en del af en frokostordning.
”Det blev meget ensomt at sidde og skrive, så jeg er begyndt at gå en lidt en anden vej nu: Det kom til at betyde for meget for mig!”
Da han for tre år siden sagde sit job op, var baggrunden, at bogen, han var i gang med, alligevel konstant var i tankerne. Alt stod og faldt med, at bogen skulle blive god, og han havde brug for at arbejde med den, fra han stod op om morgenen.
”Jeg har en meget struktureret hverdag, hvor jeg arbejder i et bestemt tidsrum. Det betyder, at jeg får noget gjort. Det er en nødvendighed, for man kan ikke sidde og vente på at føle sig inspireret. Når jeg så er i gang, så kører det. Men det er svært at være kreativ i otte timer ad gangen.”
Derfor bliver turen rundt med frokoster et nyttigt afbræk. Han har fem stop på sin rute og får snakket med andre mennesker. Er i en helt anden verden.
Desuden nyder han at være i naturen, hvor han fotograferer fugle. En anden hobby er pistolskydning.
”Jeg dyrker ret bevidst nogle hobbyer, hvor jeg alene gør det for sjov. Der er også andre ting i livet end at skrive.”
Desuden har han et undervisningsforløb om erindringsskrivning hos FOF.
”Jeg elsker at snakke om skriveprocesser. Der er endeløse muligheder og ingen facitliste. Samtidig er der en stor tvivl forbundet med at skrive,” forklarer han.
Økonomisk hænger det nogenlunde sammen – men rig bliver man ikke, understeger han.
”Det skal være lysten, der driver værket. Jeg elsker at skrive og synes det er mega sjovt. Jeg ved, at jeg altid kan prøve at finde et fuldtidsjob, hvis det ændrer sig. Men lige nu er der den balance, der skal være.”