På Grimhøjgaard er Aage Stokholm og hans medarbejdere i fuld gang med at forberede en af de største kultur-begivenheder i Brabrand i flere år. Lørdag d. 22. juni går Danmarks Underholdningsorkester på scenen med fire af landets store kvindelige solister, Annisette, Eee Gee, Pernille Rosendahl og Dorthe Gerlach.
Aage Stokholm har lige været i Harald Nyborg for at købe dobbeltklæbende tape. Det er en af de mange små men vigtige lavpraktiske ting, der skal ordnes, før Grimhøjgaard lørdag d. 22. juni kan byde gæsterne velkommen til en helt særlig aften.
”Jeg håber, at folk i lokalområdet vil værdsætte, at vi kan sætte rammen om en, efter min mening, helt enestående begivenhed i Brabrand. Det er aktører fra den absolut øverste hylde, der her er gået sammen om et arrangement, der kun afholdes denne ene aften. Jeg er faktisk ret beæret over, at vi kan have den konstellation samlet her hos os,” siger han.
Musikhuset Aarhus er Grimhøjgaards partner omkring koncerten – og det samme er Danmarks Underholdningsorkester, der tidligere var en del af DR, men i dag er skilt ud fra mediekoncernen. Og så er der de gode folk på Grimfest, som nu i over 20 år har udviklet en helt særlig musikfestival i begyndelsen af august.
En oplevelse der først bundfælder sig dagen efter
Som nævnt er planlægningen også på Grimhøjgaard i fuld gang. Ud over dobbeltklæbende tape er der mere udstyr, mere teknik og flere backstage riders at holde styr på end nogensinde før. For eksempel har Grimfest aldrig før haft en bestilling på otte store borde bag scenen til at pakke instrumenter ud på…
”Det er helt vildt, at vi kan lave det her set-up i vores have, med hele den stemning der gør vores have unik. Her kan man opleve en helt særlig aften, som rigtig mange mennesker har brugt lang tid på at planlægge,” siger Aage Stokholm.
Selve koncerten afvikles yderligere én aften – men under helt andre rammer i DR Koncerthuset i København dagen efter, d. 23. juni.
”Det er det helt specielle – at alle involverede bruger tid på al den planlægning og øvning på at gennemføre de to aftener – og det er så dét! Det ret vildt at tænke på.”
Hvad håber du, publikum får med sig fra aftenen?
”Jeg håber, de går hjem med en oplevelse, der nok først bundfælder sig dagen efter. At man tænker: ”Hvad var det lige der skete i går?” Følelsen af noget overvældende. Det at kunne nyde musikken på den dér måde, hvor man først kan tage det hele ind og mærke værdien i musik-oplevelsen og hele stemningen omkring koncerten. Jeg tror virkelig, det bliver magisk!”
”Et fantastisk spænd af sangere”
Danmarks Underholdningsorkester anføres af direktør Andreas Vetö fortæller om de fire kvindelige solister, som kommer på scenen i løbet af aftenen:
”Det er et helt fantastisk spænd af sangere, vi får mulighed for at præsentere. Tre generationer af markante stemmer på tværs af pop, rock, folk, jazz, country og nærmest alt derimellem. Er midsommeren med os, kan det kun blive en ganske særlig og livsbekræftende oplevelse”.
I mere end 55 år har Annisette Koppel været stemmen bag The Savage Rose. Det danske beat-orkester debuterede i 1968 og er blandt andet kendt for nogle af 1970’ernes mest toneangivende rock-udgivelser som ’Dødens Triumf’ og ’Wild Child’. Og ikke mindst for Annisettes sjælfulde vokal, som fortsat er en naturkraft i dansk musik.
Pernille Rosendahl gjorde sin entré i 2001 som en delaf et af 00’ernes mest populære danske bands. Swan Lee var gennembruddet. Siden har Rosendahl formået at forny sig selv på tværs af udtryk og genrer med både egne udgivelser og bandet The Storm, mens Swan Lee fløj påny i 2023 med albummet ”The Garden”.
I år er det 20 år siden, at Dorthe Gerlach med Hush sendte country-pop til tops på danske hitlister. Debuten ’A Lifetime’ brød gennem lydmuren med banjo, lap steel og Gerlachs blide vibrato. Den anmelderroste duo har siden udgivet fire albums mere mens Gerlach på egen hånd i 2015 prøvede kræfter med sange på sit modersmål med solodebuten ”Natlys”.
Emma Grankvist slog sine initialer E.G., eller rettere eee gee, fast med ”Winning” i 2022. Albummet var en singer/songwriter-debut med internationalt format, men som også tog danske anmeldere med storm. Det samme gjorde sidste års svære toer, ’SHE-REX’, der har tilført nye nuancer af disco og soul til eee gees musikalske univers.
Tre-retters menu på Brabrand Trinbræt
Ud over selve koncerten har arrangørerne sørget for, at man forinden kan spise tre retter mad på restauranten, Grim Lauget, som Grimfest åbnede i forbindelse med Grimfest sidste år.
Den er bygget af upcyclede materialer fra byggeprojekter på Århus Ø, samt en gammel togvogn, som har fået nyt liv. Aage Stokholm har givet den tilnavnet ”Brabrand Trinbræt” som en hilsen til et af lokalområdets store men langvarige udviklingsprojekter.
”Mange, som ikke har været på Grimfest før – eller har været her før 2023 – vil nok tænke ”hvad gør vi med aftensmaden?” Men vi har sørget for, at man kan få en totaloplevelse, hvor man starter aftenen med en tre-retters kvalitetsmenu leveret af Spiselauget, hvorefter man kan gå direkte over til festivalpladsen og finde sin favoritplads,” siger Aage Stokholm.
Du kan læse om aftenens menu – og alt det andet om aftenen, der afholdes under overskriften ”Musikhuset x Grim”, via dette link.
Læs også:
Musikhuset kommer til Brabrand med stor midsommerkoncert