Søndag var en ganske særlig dag for Brabrand IF Håndbold. Hele dagen igennem sydede hallen af gode vibrationer og ægte håndboldstemning. Midt på eftermiddagen fik de mange tilskuere i hallen en ekstra oplevelse, da klubbens talentfulde u15-drenge gav opvisning i 1. division mod Skjern Håndbold.
Samvær og fællesskab var i højsædet, da en frivillige i Brabrand IF Håndbold havde skabt en særlig håndboldsøndag i Brabrandhallen, hvor masser af lys, lyd og røg sørgede for den rette stemning – særligt når holdene løb på banen.
Alle hold fik lov at mærke stjernestøvet – fra de alleryngste nybegyndere til klubbens største talenter: Som mange har set det på tv, blev lyset dæmpet, og i et lidt hemmelighedsfuldt lys løb spillerne på banen og blev råbt op spiller for spiller.
Selvom de færreste u9-spillere nok havde prøvet det før, havde de fleste en klar fornemmelse af, at når deres navn blev råbt op i højttaleren, skulle man træde frem og vinke kongeligt ud til tilskuerrækkerne. Og herfra kvitterede forældre, bedsteforældre, kammerater og naboer med solide klapsalver.
Som prikken over i´et var boden med slush ice og popcorn åben hele dagen, og naturligvis var Café BIF også leveringsdygtig i alt, hvad der ellers skal til en hyggelig dag i hallen for store og små.
Og ikke nok med det: Dagens besøgende i Brabrandhallen havde lyttet til ønsket om at medbringe alt, hvad der kunne skrabes sammen af pantflasker og –dåser. Hele 14 store sække blev det til, og det betyder, at dagen også blev en solid succes for håndboldafdelingens sponsorudvalg, der fik en del penge i kassen.
U15-talenter fik storsejr over Skjern Håndbold
På den måde blev det en dejlig dag for både de mange ungdomsspillere og trænere, ledere og forældre – og de fik midt på eftermiddagen en ekstra oplevelse at varme sig på.
Med Heine Sørensen som træner har klubbens u15-drenge udviklet sig til at være et af Jyllands mest talentfulde hold i årgangen, og søndag kunne holdet løbe på banen i en noget uvant rolle som storfavoritter mod liga-klubben Skjern Håndbold.
Mens dagens gæster endnu ikke havde fået points i efterårets 1. division, var Brabrand IF tophold og kunne med en sejr spille sig til tops i rækken, efter at den nærmeste konkurrent, Silkeborg-Voel KFUM snublede mod Skanderborg Håndbold.
Fra starten viste de unge Brabrand-spillere bredden og talentet, da de ret let kom foran 10-6, blandt andet på flotte aktioner af Oscar Hindby og Gustav Halling. Men gæsterne fra Skjern var bestemt ikke et dårligt hold, selvom det endnu ikke var lykkedes at vinde i den stærke række.
Da Brabrand midt i første halvleg hang en smule i bremsen, slog gæsterne til og scorede hurtigt fem mål træk, inden Brabrand-talenterne fandt sammen igen og fik gang i målscoringen.
Skjern fortsatte dog med at hænge på til 12-12, inden Brabrand omsider fik vist den klasseforskel, mange nok havde forventet fra starten. Med flot stilrent spil sørgede Brabrand-drengene for en fin håndboldoplevelse til de mange tilskuere i hallen.
Efterhånden gik det stærkt, og hjemmeholdet kunne oparbejde en solid føring. Det hele endte med en solid 10-måls sejr til Brabrand, der hermed overtog førstepladsen i rækken foran Silkeborg-Voel KFUM.
De to hold mødes næste søndag i Voel-Hallen i sidste runde i en direkte kamp om førstepladsen. Inden den kamp har Brabrand to points forspring.