Kunst kan være en øjenåbner og samtalestarter, når det gælder for eksempel klima og bæredygtighed. Det oplever Marie Markman, som er ESG-ansvarlig hos virksomheden Triscan på Engmarken i Brabrand. Her har glaskunstner Annie Hjorth netop i en periode udstillet sine kunstværker.
Triscan har ingen tradition for kunstudstillinger og har ingen kunst-forening. Og som leverandør af autoreservedele ligger virksomheden ikke inden for en branche, hvor bæredygtighed normalt er det, man taler mest om.
Men alligevel har glaskunstner Annie Hjorths kunstværker i løbet af få uger gjort sig bemærket i virksomheden på Engmarken. Det oplever Marie Markman, som er ansat i virksomheden til at tage sig af rapportering om bæredygtighed og klimaaftryk.
”Jeg synes, det er spændende, at mennesker har forskellige måder at forstå og fortolke ting på. Nogle læser bøger, og andre bliver inspireret af at kigge på ting. Kunst kan også være en af de måder, vi forstår ting på,” siger Marie Markman, som selv har en baggrund med kunst og byudvikling.
Da glaskunstner Annie Hjorth henvendte sig med forslag om en udstilling på virksomheden, blev hun hurtigt overbevist om, at kunstværkerne talte ind i en dagsorden om klima og bæredygtighed, der fylder stadig mere hos Triscan.
”Jeg synes, at abstraktionsniveauet i hendes ting egner sig fint til at kunne starte samtaler om verdensmål og globale udfordringer. De får sat tankerne i gang, uden at man får et entydigt svar. Det kan være et rum, hvor man begynder at tænke over nogle ting.”
Kunst om natur, klima og bæredygtighed
Hun har i løbet af de få uger, udstillingen varede, oplevet flere tale om værkerne. Blandt andet kommenterede en ekstern samarbejder værkerne meget positivt på et møde. Og en medarbejder henvendte sig og mente, at et af værkerne stod for meget gemt væk.
”Det tog jeg som en kompliment – som udtryk for at vedkommende havde bemærket værket, og at det havde gjort indtryk,” siger hun.
”Men jeg tror også, at folk er lidt generte og ikke lige begynder at tale om, hvad de oplever i kunstværkerne. Måske kommer nogle af de rigtig fine diskussioner om værkerne først op, når de bliver fjernet igen.”
Glaskunstner Annie Hjorth driver sammen med sin mand Carsten Drasbæk glasværkstedet på Engdalsvej. Hun har tidligere udstillet sine værker på udvalgte gallerier og virksomheder med en grøn profil og bidrager også ofte til kunstudstillinger i Brabrand – senest med en meget besøgt udstilling på en mark ved Brabrandstien i september.
Hun har i mange år arbejdet med temaerne hav, ild og is. Og det har gennem årene gradvist udviklet sig til et øget fokus på natur, klima og bæredygtighed.
I orkanens øje
Marie Markman arbejder i det daglige med Triscans bæredygtigheds-rapportering – det der i virksomheds-sprog hedder ESG-raportering. Som alle andre større virksomheder skal man også i Triscan nu gøre rede for virksomhedens klima-aftryk.
Hun skal indsamle viden og sørge for, at Triscan opbygger en systematik om arbejdet med klima og bæredygtighed – og i sidste ende bidrage til, at virksomheden er proaktiv, når det gælder mere klimavenlige arbejdsgange.
”Vi er jo i en branche, som er i orkanens øje, når det gælder klima-problemstillinger. Men vi er i fuld gang med en diskussion om, hvordan vi indretter vores klimaindsats og er også på vej med en strategi for indsatsen,” fortæller Marie Markman, som lige nu arbejder med virksomhedens første bæredygtigheds-rapportering.
”Vi arbejder naturligvis inden for lovgivningens rammer, men ser også på, om der er steder i virksomheden, hvor den viden kan bruges til at gøre tingene endnu bedre.”
”Kunst kan være en aha-oplevelse”
Hun understreger, at Triscan i forvejen i en del år har arbejdet med blandt andet energioptimering og genanvendelse af ressourcer. De næste skridt handler om en systematisering og videreudvikling baseret på de erfaringer.
Her kom Annie Hjorths glaskunst ind som en bidragyder fra en anden verden end den, Triscans medarbejdere normalt bevæger sig inden for. Marie Markman håber, at indtrykkene fra udstillingen senere kommer til udtryk i nye samtaler om bæredygtighed og klima.
”Man skal også være tålmodig, men nogle gange kan kunst være en aha-oplevelse. Jeg tænker, at det kan udvikle sig som ringe i vandet. Hvis der opstår nok ringe, kan kunsten få stor betydning på et tidspunkt, på den måde at stadig flere tager bæredygtigheden alvorligt.”