
Bolden ruller igen på opvisningsbanen ved Brabrandhallen, der også går under navnet AURA Park. Efter at Aarhus Kommune i det tidlige forår drænede banen, er den nu igen flot grøn. Men det har dog krævet en del arbejde at få kommunens tilladelse til at vande banen, fortæller teknisk ansvarlig, Henrik Andersen.
Fodboldbanerne i Brabrand har gennem årene haft det svært, når det regnede kraftigt over bydelen. Efter en længere dialog med Aarhus Kommunes afdelinger, Sport og Fritid og Entreprenørenheden, var kommunen omsider klar til at gøre noget ved problemet – især efter at Brabrand IF Fodbold i foråret 2024 på grund af de store nedbørsmængder kom sent i gang med sæsonen.
Pokalkampene sidst på efteråret 2024 viste yderligere, at opvisningsbanen var uhyre sårbar.
Derfor gik de store maskiner i det tidlige forår i gang på idrætsanlægget ved Engdalsvej, så snart jorden kunne bære dem. Sidst i februar blev der fræset og gravet dræn ned i kanten af opvisningsbanen, der også kaldes bane 1. Og midt i marts blev der skåret nogle riller som blev fyldt med sand.
Ulønnet teknisk direktør i fodboldafdelingen, Henrik Andersen, fulgte løbende processen. Og da foråret efterfølgende var usædvanlig tørt, begyndte han at presse på, for at Aarhus Kommune skulle sørge for vanding af det nysåede græs.
“Da Aarhus Kommune har en holdning til ikke at ville vande græsset, kunne projektet ikke laves, når fodbolden holdt sommerpause. Men i foråret viste det sig, at store områder af den omlagte bane virkelig trængte til vand. Der gik dog en måned med at overbevise Sport og Fritid om, at det var nødvendigt at vande de områder, hvor drænene er koblet til og der er sået nyt græs,” fortæller han.

“Det tog så yderligere en måneds bureaukrati at søge tilladelserne ved Aarhus Vand og brandvæsenet. Men midt i maj kom der gang i Sport og Fritids vandingsmaskine, der ikke havde kørt de sidste 12 år. Desværre var det for sent til, at det nysåede græs blev stabilt nok til at modstå trykket fra græsslåningen og spillerne på banen,” siger Henrik Andersen.
Han understreger, at han ikke drømmer om permanent vanding af fodboldbanerne, men at det har været nødvendigt i den periode, hvor det nye græs skulle finde fodfæste. Han har da også selv været ude og vande manuelt på de mest sårbare steder med en vandkande.
Fodboldafdelingen havde i løbet af foråret hårdt brug for bane 1, så formand Harrie Horsmans fik banen kridtet op, så der var færrest mulige områder uden græs.
Det lykkedes at få afviklet forårets kampe, men græsset er stadig ikke stabilt i de områder hvor banen har været gravet op.
“Det er rigtig ærgerligt, at kommunen ikke kan lykkes med at få lavet en god kvalitet af græsbanerne hen over sommeren, hvor der ellers er ro i kamp- og trænings programmerne,” siger Henrik Andersen.
Han fortæller, at Aarhus Kommune har afvist at tilbyde yderligere vanding af banen. Så nu har BIF Fodbold selv anskaffet en lang slange og et par havevandere, sponseret af en af førsteholdets sponsorer, Davidsen tømrerhandel.
“Vi kan ikke lade det være op til vejrguderne at få banen helt klar til kampe,” siger han.

