
15 unge fra Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken har kastet sig ind i det kommende kommunal- og regionsrådsvalg. På en række workshops har de udviklet en række budskaber, og det er der kommet nogle farverige plakater ud af. De hænger nu side om side med partiernes valgplakater i bydelens lysmaster.
“HYGGERACISME – vi kan stoppe det sammen!”
Sådan lyder et af budskaberne fra en række plakater, der op til kommunalvalget præger bybilledet i Aarhus Vest. I projektet UngeValg har de unge via de alternative valgplakater fået en stemme i valgkampen på lige fod med de mange klassiske partipolitiske budskaber i det offentlige rum.
“Kommunalvalg handler ikke kun om kandidaternes budskaber. Det handler også om, at vi som borgere undersøger vores egne holdninger. Og her får de unge en stemme, som vi ellers sjældent hører,” lyder det fra Det Boligsociale Hus i Gellerup/Toveshøj og Skovgårdsparken, som sammen med Almene Kunst Klubber har stået for projektet.
Og den idé har blandt andre 18-årige Jabril og 19-årige Osama grebet:
“Det er faktisk blevet et langt flottere resultat, end jeg troede, det ville blive. Jeg tror virkelig, at folk vil kigge op og lægge mærke til vores budskaber, når de kører forbi,” siger Jabril. Og Osama supplerer:
“Man er jo vant til de samme kedelige valgplakater af en person. Og de gør det jo først og fremmest for at få stemmer. Jeg vil sige, at vores budskaber er mere troværdige, for vi gør det ikke for at få noget personligt ud af det, men fordi vi har en masse på hjerte.”

Opmærksomheden på “hyggeracismen” er et af de budskaber. De unge oplever, at der især på sociale medier konstant bliver sendt stikpiller afsted til deres hudfarve og baggrund – men ofte forklædt som en humoristisk kommentar.
“Hvis der for eksempel er sket et eller andet, som bliver dækket af medierne, så kommer der tit en joke ind fra siden som for eksempel “gæt en farve”. Selvom ingen ved, hvem der er gerningsmanden, bliver vi angrebet som en samlet kategori,” siger Osama.
“Vi vil gerne ha´, at dem der blive valgt på tirsdag, er opmærksomme på de her ting.”
På workshops har de unge projekt-deltagere vendt og drejet en række budskaber og er nået ind til kernen af, hvad de gerne vil ud med.
Det er desuden blevet til en opfordring til at give de ældre en tryg og god hverdag – og til et opråb om, at dagligvarer for mange mennesker er blevet markant dyrere i de sidste par år.
“Husk at stemme!”
Ved det seneste kommunalvalg i 2021 mødte kun 44,5 procent af de stemmeberettigede beboere i Gellerup op for at stemme. Det var et stort fald fra 51,2 procent fire år tidligere.
Det vil både Jabril og Osama gerne være med til at gøre noget ved. De er begge sikre på, at de skal stemme tirsdag d. 18. november, og Osama har også meldt sig som valg-tilforordnet på dagen.
“Husk at stemme”, lyder opfordringen på en af plakaterne. Den er rigtig vigtig, siger Jabril og Osama.
“Vi vil gerne sige til folk, at de skal huske at stemme. Der er en stor del af Brabrand, som ikke bliver hørt, hvis vi ikke kommer ud og stemmer. Og så er der nogle bestemte partier, som får gavn af det,” forklarer Osama.
Men de er stadig i gang med at afklare, hvem de skal stemme på. For Osama er det afgørende, at det er politikere, som er interesserede i en dialog med alle slags vælgere – også unge med anden etnisk baggrund end dansk:
“Mange politikere snakker om os, men ikke ret mange er interesserede i at snakke MED os. Så jeg vil kun stemme på et parti, som ønsker en dialog med os, som har en anden baggrund end dansk. Nogle som også lytter,” siger han.
Flækker ingen med-passagerer – men rugbrød
Sammen med foredragsholder og demokratikonsulent Uzma Ahmed dykkede de unge ned i demokratiet og kommunalvalget. Og på den baggrund formulerede de nogle vigtige politiske budskaber.

På den baggrund mødes de med grafisk designer Alexander Muchenberger for at udvikle en visuel stil og et design for deres helt egen valgplakater.
“Det har faktisk været rigtig sjovt. Jeg var bange for, at det ville være til den kedelige side, men resultatet er blevet virkelig godt. Det er sjovt at se, at det man har snakket om, kommer til live,” siger de to deltagere.
Blandt andet har de arbejdet meget med budskabet “Vi flækker… IKKE medpassagerer” I stedet fortæller plakaten om rugbrød, cookies, BMO og andre fødevarer, der bliver flækket.
Jabril og Osama forklarer, at det er en kommentar til landets statsminister, som i Politiken kom med denne udtalelse:
”Mange af os ved godt, at der kan ske et overfald på en S-togstation, eller at der kan sidde en ung fyr alene på bagsædet af en bus, og pludselig kommer to eller tre med arabisk baggrund ind, og så flækker de ham.”
Det udsagn har de drejet 180 grader, så det nu er de daglige forbrugsvarer, der bliver flækket, fordi det kniber med pengene.
“Det vi prøver at sige, er, at vi ikke flækker nogen mennesker. Vi flækker rugbrødet og alle de andre ting, så det er de ting, politikerne bør sætte fokus på i stedet for os- fordi det er et større samfundsproblem,” forklarer Jabril.
Projektet UngeValg er blevet til i et samarbejde mellem Det Boligsociale Hus Gellerup/Toveshøj og Skovgårdsparken og Almene Kunstklubber.

