Brabrands kulturhus Det gamle Gasværk klarer sig fortsat nogenlunde økonomisk, men situationen er ikke gunstig. Lejeindtægten har i de sidste par år været faldende, og samtidig tynger huslejen på 136.000,- til Aarhus Kommune. Så derfor er det ikke i øjeblikket penge til at gennemføre en tiltrængt opfriskning af huset, forklarede gasværkets formand Børge Bang på generalforsamlingen mandag aften.
I regnskabsåret 2016/17 havde Det gamle Gasværk den laveste lejeindtægt nogensinde, og i det seneste år faldt lejeindtægterne yderligere cirka tre procent. Det betyder, at huset set i forhold til den gennemsnitlige ”normale” lejeindtægt mangler godt 20.000 kr. i kassen i det forløbne regnskabsår.
Især i de første måneder af 2018 var udlejningskalenderen usædvanlig tom. I februar og marts lå udlejningen kun på 25 % af normalen.
”Der er stadig i andre perioder pres på udlejningen, og vores indtjening er stadig sådan, at vi er i stand til at drive forretningen nogenlunde fornuftigt”, sagde formand Børge Bang i sin beretning.
Huslejesagen venter på Aarhus Byråd
Bestyrelsen for Det gamle Gasværk har i flere år forsøgt at få Aarhus Kommune til at fjerne en årlige husleje på 136.000 kr. og på den måde behandle Brabrands kulturhus på lige fod med Elværket i Åbyhøj, der ikke betaler husleje til kommunen.
Børge Bang fortalte på generalforsamlingen, at gasværket har haft et møde med den nye rådmand for Teknik og Miljø, som Gasværket hører under, Bünyamin Simsek. Han havde forståelse for sagen, men forklarede, at Teknik og Miljø ”ikke kan drive kulturpolitik”, og derfor skal sagen i byrådet.
Gasværkets bestyrelse har fremsendt udførligt materiale til Aarhus Kommune og håber nu på en behandling i byrådet først på efteråret.
”Jeg har ikke rigtigt fantasi til at forestille mig, at Aarhus Byråd ikke vil tage sagen
alvorligt”, sagde Børge Bang.
Indtil videre må gasværket udskyde en tiltrængt opfriskning af huset både udendørs og indendørs, til økonomien er bedre.
Debat om bopælskrav
For at skabe et bredere grundlag af lejere fremlagde bestyrelsen et forslag om, at også personer, som ikke bor i Brabrand, kan leje Det gamle Gasværk. De nuværende regler begrænser udlejningen til indbyggere i Brabrand eller til personer med tilknytning til Brabrand.
En lang og grundig debat afslørede betydelig modstand mod forslaget. Der blev fremlagt flere gode argumenter for at fastholde bopælskravet, og bestyrelsen valgte derfor at trække forslaget tilbage.
Gasværket i dialog om Jaka-kulturhus
Endelig nævnte formand Børge Bang, at Det gamle Gasværk er i dialog med en gruppe af arkitekter, som er i gang med at afsøge grundlaget for et kommende kulturelt kraftcenter i Jakas gamle fabriksbygninger på Høiriisgaardsvej.
”Det er tanken, at huset skal være fungerende i løbet af 2-3 år. Selv om grundtanken med projektet er et multi-kulturhus, så ser jeg personligt ikke huset som en direkte konkurrent til Gasværket, men mere som en ny samarbejdspartner”, sagde han.
”Huset vil kunne nogle ting, som Gasværket ikke kan, alene i kraft af sin størrelse og lokalemæssige muligheder, og man kan sagtens forestille sig, at for eksempel en teaterforening kan få bedre udfoldelsesmuligheder, end vi kan tilbyde i Gasværket. Men omvendt kan Gasværket også noget, som et stort kulturcenter ikke kan hamle op med, bl.a. det at skabe intimitet omkring et arrangement”.
Nyt møde d. 6. juni
Børge Bang mente eksempelvis ikke, at det ville give mening at flytte Jazzværkets koncerter til et større hus. Omvendt kunne man i Gasværket sagtens i ny og næ være interesserede i at lave et stort arrangement, som det nuværende hus ikke kan rumme.
Men en del af de nuværende aktiviteter, som Gasværket huser i dag, har bestyrelsen svært ved at se flyttet over i den tidligere Jaka-fabriks bygninger, og derfor ønsker Gasværket ikke at gå fuldt og helt ind i projektet og nedlægge det nuværende kulturhus.
Gasværkets bestyrelse skal mødes igen med arkitekt Peter Skjalm, Bydelskontoret, den 6. juni, og forventer dér at komme tættere på en fornemmelse af, hvad det nye kulturhus kommer til at indeholde.