Drengedrømmen er gået i opfyldelse for 23-årige Bastian Da Cruz fra Skovbakkevej, som drømte om at leve af at spille musik. Hele foråret har han turneret gennem 30 stater i USA og spillet for tusindvis af mennesker. Lørdag kl. 13 spiller han til Brabrand Byfest i Hovedgaden.
”Man møder da nogle mure en gang imellem og bliver sendt lidt tilbage. Men så har man pludselig 30 jobs i kalenderen, og så tænker man ”fedt, jeg gik efter det!” Det er det, jeg har hungret efter.”
Sådan lyder det fra 23-årige Bastian Da Cruz, som har sagt ja til at spille ved Brabrand Byfest på Hovedgaden lørdag d. 7. september kl. 13.00.
Han er vokset op på Skovbakkevej i Brabrand, hvor han gik og drømte om at kunne leve af at spille sin musik. Og drømmen er gået i opfyldelse. De sidste tre år har han haft musikken som sin levevej. Og dette forår har givet ham oplevelser, som ikke ret mange musikere får i løbet af hele deres karriere.
I tre måneder har han turneret USA tyndt og spillet på store spillesteder for tusindvis af mennesker – blandt andet på YouTube Theatre i Los Angeles, hvor næsten 6000 mennesker dukkede op.
Bastian Da Cruz var opvarmningsnavn for bandet Godsmack, der er et stort og anerkendt rock-navn i USA. Bandet kom lidt tilfældigt til at høre hans musik og inviterede ham med på deres akustiske turné, der i tre måneder gik gennem 30 stater.
”Det har været den vildeste oplevelse nogensinde. Det er jo det, jeg altid har drømt om. Det var en kæmpe optur, som jeg psykisk kan leve på i mange år. Og jeg fandt ud af, at jeg sagtens kan finde ud af at spille for tusindvis af mennesker,” fortæller Bastian Da Cruz.
Utallige timer i turbussen
Han valgte fra starten af sin karriere at skrive sange på engelsk, som du kan høre på albummet ”21”, der udkom tidligere i år. Og det gav så meget mening, da han pludselig stod foran i tusindvis af amerikanere, som pludselig hørte hans musik.
Kontakten til Godsmack blev skabt via produceren Pat Rowe, som arbejdede på færdiggørelsen af Bastian Da Cruz´ album. Samme Pat Rowe arbejder også for Godsmack, og da forsanger Sully Erna lyttede til musikken, fattede han interesse for den unge Brabrand-musiker og inviterede ham med på turnéen.
I store turbusser tilbragte Bastian Da Cruz utallige timer på de amerikanske highways – men da der typisk kun var tre koncerter om ugen, havde han også tid til at se sig omkring i de mange byer, hvor de spillede – fra Tulsa i Oklahoma til Maryland.
Drømmene voksede
Bastian Da Cruz´ far har været i musikbranchen i mange år, så det var naturligt, at også Bastian blev interesseret i musik – selvom hverdagen i Brabrand var som så mange andre drenges med håndbold og fodbold i Brabrand IF.
Som 10-årig fik han et trommesæt, og så voksede drømmene i hovedet på ham:
”Jeg havde hørt, at hvis man vil noget med sin musik, skal man gå på konservatoriet. Så jeg lagde en plan for mig selv. Jeg tænkte, at når jeg blev konfirmeret i 7. klasse ville jeg måske have råd til et klaver. Og i 9. klasse ville jeg begynde at spille guitar.
Sådan gik det også – men da han begyndte at spille guitar, kom sangen også naturligt. Det åbnede samtidig op for sangskriveren i ham.
”Jeg havde savnet et instrument, hvor jeg kunne sidde helt stille og spille uden at vække hele familien,” fortæller han.
Han startede på Statsgymnasiet, men han oplevede, at han ikke som håbet blev stimuleret nok i forhold til sin musik, så han gik ud af 1.g og besluttede at satse fuldt og helt på musikken.
I en periode havde han brug for ekstra indtægter og arbejdede et års tid i børnehaven Enggården.
”Det var jeg vildt glad for, og samtidig begyndte jeg at få job som musiker en gang i mellem og tjente et par tusind på det. Og så gik det bare derudad,” fortæller han.
Live-album på vej
Hjemme igen fra USA har hverdagen meldt sig, og han er i fuld gang med at søge spille-jobs over hele landet.
Som i Hovedgaden på lørdag optræder han altid solo. Sådan var det også, da han tidligere var opvarmningsnavn for Gnags til det uofficielle åbning af Aarhus Festuge i 2022. Desuden har han spillet masser af steder – blandt andet mange koncerter på Café Støj i Aarhus.
Udgivelsen af ”21” er gået over al forventning, fortæller han. Den har foreløbig fået over 40.000 streams online – uden at det dog fører stor rigdom med sig: Selv én million streams kaster kun ganske få tusinde kroner af sig.
Online-udgivelser er derfor først og fremmest fine visitkort – og derfor arbejder Bastian Da Cruz lige nu på endnu en udgivelse. Det bliver et live-album baseret på de mange timers optagelser fra koncerterne i USA. Det kommer til at rumme én sang fra 10 forskellige amerikanske byer.
”Det er en sparsommelig tilværelse at være nyopstartet musiker – men det er prisen, jeg må betale lige nu. Det er også dejligt. Selvom jeg ikke fuldstændig har styr på, hvordan de kommende måneder ser ud, har jeg stadig is i maven. Man skal bare blive ved med at tro på sig selv.”