Engdalskolens personale mødte torsdag morgen ind til morgensang. En gruppe af skolens forældre tog sig tid til at samles og synge for de ansatte som tak for deres indsats. Det skete oven på en svær periode, der i sidste uge blev afsluttet med, at skoleleder Louise Schmidt fratrådte.
Der var glade smil og varme knus, da Engdalskolens ansatte torsdag ved 7.30-tiden fik en musikalsk overraskelse ved indledningen til den næstsidste arbejdsdag, før de går på juleferie.
Medlemmer af skolebestyrelsen havde samlet så mange af de øvrige forældre som det var muligt i indgangen, og luften var fyldt af glade toner, da personalet ankom til skolen.
”Vi havde på bagkant af nogle hård og turbulente måneder her på skolen brug for at anerkende alle medarbejdere og pædagogiske lederes indsats,” fortalte Lykke Mose og Anne Thielemann, formand og næstformand i Engdalskolens skolebestyrelse.
”Vi ønskede at anerkende de ansattes indsats og måde at være på i den svære periode, skolen har været igennem – og i det hele taget. Det var vigtigt for os, og der er noget dejlig varmt og glædeligt over at synge sammen,” tilføjede de.
Desuden havde forældrene i sørget for en stor buket blomster i personalerummet. På det tilhørende kort lød endnu en stor tak for den daglige indsats på skolen:
”Tak for at stå stærkt, selv når det kræver kræfter, der umiddelbart ikke er adgang til. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og håber på et 2025 med mere hverdagsagtige udfordringer.
Taknemmelige julehilsner, forældrene fra bestyrelsen.”
Indsamling fik stor opbakning
Ud over morgensangen modtog Engdalskolens personale også hver et julehjerte fra den samlede forældregruppe på skolen – fulgt af en samlet hilsen til alle medarbejdere:
”I lyset af den tid, I har været igennem, vil vi sende hver enkelt af jer et hjerte fra alle børn og forældre. Vi synes, I gør et stort stykke arbejde – hver dag – og I skal vide, at I har vores opbakning.
Vi har derfor lavet en indsamling på tværs af alle klasser og årgange – en indsamling der fik stor opbakning med det samme på kryds og tværs af skolen.”
Formand for skolebestyrelsen, Lykke Mose, så markeringen fra den store forældregruppe som en særlig varm og empatisk anerkendelse af personalets indsats:
”Vi har i skolebestyrelsen gjort os umage med at holde de seneste måneders udfordringer internt på en ordentlig, respektfuld og saglig måde. Det betyder, at man som menige forældre kun har set toppen af isbjerget. Og derfor er det rigtig opløftende, at forældrene på basis af denne beskedne viden, alligevel har haft så stort et blik for, at der var brug for at vise en særlig støtte til de ansatte,” sagde hun.
Skal finde fodfæste igen
Efter Louise Schmidts fratrædelse er pædagogisk leder Mette Heegaard udnævnt som konstitueret skoleleder. Der er endnu ikke udpeget en ny pædagogisk leder.
”Her på Engdalskolen er der tradition for et rigtig konstruktivt samarbejde mellem ledelsen, de pædagogiske ledere og de ansatte, men alle har nu brug for tid til at finde fodfæste igen. Og derefter skal man i gang med processen med at få ansat en ny skoleleder,” siger Lykke Mose.
”Udadtil er vi ikke færdige med at samle op på forløbet sammen med forvaltningen. Det har vi en aftale om, at vi skal kigge på i det nye år,” tilføjer hun.