En af de aktive forældre i Sødalskolens distrikt, Martin Schacke, deltog mandag i et møde med skole-rådmand Thomas Medom, hvor han blev overbevist om, at Aarhus Kommune ikke længere har planer om at lukke skolen. I stedet ønsker kommunen at støtte op om en positiv udvikling på skolen.
Det er kun få måneder siden, at en udmelding fra Børn og Unge-forvaltningen skabte stor uro på og omkring Sødalskolen: Kommunen arbejdede med planer om at sammenlægge Ellehøjskolen og Sødalskolen.
Det førte straks til elevflugt fra skolen, og flere ansatte, herunder den nu tidligere skoleleder, søgte andet arbejde.
Også blandt forældre til kommende skolestartere har udmeldingen givet anledning til uro, og selvom oplægget til fusion mellem de to skoler senere blev trukket tilbage, har en nagende tvivl luret i en del familier.
Det gælder blandt andre Martin Schacke, Louisevej, som sammen med en gruppe andre forældre har taget initiativ til en Facebook-gruppe for forældre til skolestartere i Sødalskolens distrikt.
For at få information om kommunens intentioner med skolen havde han bedt om et møde med rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom. Det blev gennemført mandag med deltagelse af Børn og Unge-chef Stefan Møller Christiansen og skolens nye leder, Anne Katrine Kusk.
Martin Schacke fortæller efter mødet, at stemningen var meget positiv, og at Thomas Medom og Stefan Møller Christiansen takkede forældrene for at bakke op om Sødalskolen.
De lovede, at der vil være ekstra økonomiske midler til skolen i bestræbelserne på at få vendt tilbagegangen i elevtallet, og at Børn og Unge allerede er i dialog med skolen om initiativer der kan være med til at styrke skolen og elevgrundlaget fremadrettet.
Har indmeldt datter på Sødalskolen
Martin Schacke har i det hele taget oplevet en meget positiv modtagelse fra Sødalskolens ledelse, når forældrene til kommende skolestartere har henvendt sig til skolen med spørgsmål og overvejelser.
”Jeg har oplevet et utrolig stort engagement og taknemmelighed over, at forældre i lokalområdet har skabt positiv opmærksomhed om skolen. Skolens ledelse har vist stor fleksibilitet og villighed til at bakke op om initiativer fra forældrene,” siger han.
Han har sammen med Mollys mor, Line, besluttet sig til at indskrive deres datter på skolen. Og han glæder sig til at blive en del af skolens liv.
”Jeg glæder mig allerede til at aflevere Molly på skolen om morgenen og møde de andre forældre i skolegården på tværs af klasseskel og lære skolens personale at kende. Det er sådan nogle ting, en lille skole kan,” siger han.
Læs også:
Han ønsker at bakke op om Sødalskolen – og håber at flere forældre vil det samme