Aysha Amin er en af Gellerups unge aktive stemmer, som udtrykker sig gennem de aktiviteter, hun involverer sig i, hovedsagelig kunst og kultur. Hun er født og opvokset i Gellerup og ser sig selv som del af en bevægelse af unge i området, som vil tale med om områdets udvikling. I næste uge bringer hun Danmarks største arkitekturfestival til Gellerup.
Hun er en af de unge lokale stemmer, som ikke ser helhedsplanen som en positiv forandring af lokalområdet, men snarere som endnu et projekt, pålagt området udefra af et samspil af politikere og projektmagere.
”Vi er den første generation af helhedsplansborgere. Vi er unge, vi er ægte, og vi er herfra. Efter flere eksempler på dårlig administration fra Helhedsplanens projektafdeling forsøger vi nu at etablere et stærkt fællesskab her i Gellerup. Jeg forstår godt de folk, der er sure over det der sker internt som borger i helhedsplanen. Frustration er jo følelser”, siger Aysha Amin.
”Men jeg gider ikke at være sur mere på de her mennesker. For mig er det vigtigt at kunne handle på de følelser i stedet”, siger hun og efterlyser først og fremmest, at de lokale beboere får ejerskab i processen, og at de også får lov til at få en del af ansvaret for udviklingen af lokalområdet.
”I alt hvad jeg har været med i her i Gellerup, har det altid været nogen udefra, der har stået for tingene. I ungdomsklubberne for eksempel. Vi har altid været deltagere, lejere, aldrig medejere og det har altid føltes som noget negativt. Så nu gør vi tingene selv. Vi gider ikke at vente på, at vi skal blive accepteret og passes ind et sted.”
Zines: At tænke selv og udgive selv
Sammen med to andre, heraf en med rødder i Gellerup, etablerede hun for et år siden Galleri Andromeda, der har til huse i stueetagen på Sleep-In over for Gellerup Bibliotek.
Galleri Andromeda står jævnligt bag kunst- og kultur-events i Gellerup og sætter i dagene 10.-12. maj trumf på med hele fire arrangementer under Danmarks største festival for arkitektur, Aarhus/Copenhagen Architecture Festival.
Et af arrangementerne, Gellerup Point of View, er en tre-dages workshop for lokale, som har noget på hjerte i forhold til det lokalområde, de er en del af. I løbet af de tre dage produceres såkaldte zines, der præsenteres på en fernisering d. 12. maj.
”Vi henvender os til alle, hvis stemme ellers ikke bliver hørt. Målet med workshoppen er at skabe et sted, hvor man kan føle sig tryg. Det kan være en meget intim ting at arbejde med de her ting.”
Hun beskriver zines som et håndværk i uafhængig selvudgivelse i forskellige former, om det så er digte, essays, fotos eller forskellige former for film og videoformater. Ordet zine kommer fra ordet Magazine eller Fanzine, der ofte fungerer som modvægt til det billede, mainstream-medierne præsenterer, og med en “jeg gør det selv” attitude ud fra de midler man har til rådighed.
”Flere og flere opdager at de godt kan selv”
Zines-begrebet er både et håndværk hvor man blandt andet lærer at udgive digitale og grafiske produkter – og er samtidig et udtryk for en mentalitet: Man kan selv og behøver ikke at vente på et forlag eller en redaktør, som skal opdage og anerkende én.
”Flere og flere opdager, at de godt kan selv. De kan også tænke selv. Det har ellers tidligere været sådan, at mange i Gellerup, Bispehaven, og Rundhøj – alle de områder der bliver kaldt for ghettoer – ikke rigtig har turdet udtrykke sig på grund af magtstrukturer i områderne. Men det begynder at ændrer sig.”
Det er netop det, workshoppen handler om: At arbejde sammen med andre fra området om at lave en uafhængig produktion om, hvordan det opleves at bo i et område som Gellerup og formidle det på en måde, hvor andre lokale vil kunne se sig selv repræsenteret i det, ufiltreret, da det er en lokalt skabt produktion.
”Hjernedød nedrivning”
For Aysha Amin er det vigtigt, at debatten om arkitektur også foregår on-location, især om områder som Gellerup hvor debatten om boligområdets arkitektur er omdiskuteret, og hvor flere boligblokke er blevet revet ned.
”At rive de her bygninger ned er jo helt hjernedødt. De skal kun renoveres lidt, så fungerer de jo strålende. Det er en panikreaktion, der bliver gennemført, bare fordi man har råd til det”.
Hun ser debatten om arkitekturen og livet i Gellerup i det hele taget som en vigtig del af formålet med Galleri Andromeda: At få synliggjort problemstillinger og magtstrukturer, mere repræsentation og få præsenteret andre synspunkter end de herskende.
Andromeda – en nødvendig forstyrrelse
Hun forklarer, at navnet Andromeda er navnet på vores nabogalakse, og at navnet er et symbol på, at man med galleriet som platform vil tiltvinge sig adgang til debatten om udviklingen af Gellerup og forholde sig kritisk og ærligt omkring det. Hun ser Andromeda som en nødvendig forstyrrelse.
”I virkeligheden har lokale her i Gellerup altid lavet den slags aktiviteter, som Andromeda står for. Navnet Andromeda er bare en synliggørelse af noget, folk har gjort foretaget sig bag lukkede døre. Vi håber, at vi kan skabe en platform for nogle mennesker her i området, som er interesserede i nogle andre ting end at spille fodbold og som savner lidt repræsentation og medejerskab.”
Hun håber, at, Andromeda kan blive en åben og eksperimenterende platform, hvor flere vil have lyst til at udvikle sig og dele kompetencer.
Fra Den gamle By til Smag á la Gellerup
22-årige Aysha Amin holder sabbatår efter at have færdiggjort sin HF-eksamen og engagerer sig i arbejde der involverer, design, kommunikation, kunst og kultur.
Hun har tegnet og malet, siden hun var helt lille og har de sidste par år arbejdet intensivt med arkitektur, photo-dokumentation, formidling og kulturhistorie.
Hun har også været omkring Den Gamle By, hvor hun var frivillig i Dokumentationslauget, og var desuden en af de aktive kræfter bag ”Smag a la Gellerup”, der lige nu ligger i dvale. Det har ført hende til at være med til at starte designbureauet 100% sammen med 3 andre. De arbejder blandt andet for Mustafa Faour, som for få måneder siden har etableret et madsted, kaldet Faour, i Klostergade 32.
I 2017-udgaven af arkitekturfestivalen var hun assistent og co-facilitator på arrangementerne og udstillingen Never Demolish på Gellerup Museum. Og i år springer hun ud som medarrangør og kurator af hele fire begivenheder på Andromeda og fredspladsen.
Hun udfolder sig også som skribent. Hun har blandt andet til det franske magasin The Funambulist skrevet essayet ”Being a Percentage Rather Than a Human Being in Denmark”
Arkitekturfestival i Gellerup
Her er de fire arrangementer under arkitekturfestivalen, der alle foregår i Galleri Andromeda, Gudrunsvej 82:
• 10.-12. maj kl. 13-17 Gellerup Point of View, fernisering lørdag d. 12. maj kl. 17.00.
• 10. maj kl. 19.30-21.30 ”Anti-mediedarling” – fænomenet og myten Gellerup
• 11. maj kl. 19.30-21.30 Aarhus set fra forstaden – Exit Neverland og Walk with Me
• 12. maj kl. 21.30 Open-air filmvisning – Lad den rette komme ind (på Fredspladsen foran Galleri Andromeda)
Desuden har festivalen yderligere to arrangementer i Gellerup:
Søndag d. 13. maj kl. 11-13 er der bydelsvandring med E&P Huset på Karen Blixens Boulevard som mødested. Og ligeledes søndag er der kl. 19.00 filmforevisning af den tyrkiske film Mustang privat hjemme hos en beboer. Også her er mødestedet E&P Huset.