
Der var champagne og fyrværkeri på Domis Park lørdag eftermiddag, efter at Brabrand IF med en 1-0-sejr over Holbæk B&I sikrede sig oprykning til landets tredje-fineste række, 2. division. Det var kronen på en fantastisk stabil indsats, hvor Brabrand har ligget nummer ét siden november 2024.
Lørdagens kamp forløb nogenlunde sådan, som det meste af sæsonen har været for Brabrand-spillerne. Selvom de var på udebane, kom gæsterne fra Holbæk brusende og pressede “de blå brasilianere” tilbage på banen.
Og et stolpeskud varslede, at det kunne blive mere end svært for Brabrand at få den håbede sejr, der ville sikre oprykningen. Og det blev det!
“Det er vores kammeratskab og sammenhold, der redder os igen i dag. Det er jo bestemt ikke, fordi vi spiller verdens bedste kamp. Især i begyndelsen af kampen var vi på hælene. Men så rykker vi tættere sammen, og viser at vi vil sidemanden med alt hvad vi har. Vi gør vores bedste og venter på bedre tider,” sagde anfører Michael K. Pedersen efter kampen.
“Det er jo egentlig sådan, det har været i mange kampe. Det er overhovedet ikke sådan, at vi har danset hen over modstanderne. Det er holdånden, der har båret os igennem.”
Det var historien om kampens første halve time. Holbæk fortsatte det tunge pres, og Brabrand havde mere end svært ved at forvalte bolden, når holdet endelig havde den.
Men gradvist blev kampen vippet over på Brabrands præmisser. Og fra anden halvlegs start var det pludselig hjemmeholdet, der bestemte. Seks minutter efter pausen afsluttede Tobias Friis et Brabrand-pres med at hamre bolden over i “det lange hjørne” til 1-0.
Pludselig dominerede de blåklædte spillere og få minutter efter scoringen var det nærmest et mirakel, at Brabrand ikke fik scoret. Adskillige gange fik Holbæk clearet skarpe skud med vanvittige parader, og undervejs ramte Brabrands Marcus Bay overliggeren med et brag af et skud.
Kæmpekram og champagne
Det så mere end lovende ud, og på tilskuerpladserne nikkede de trofaste fans anerkendende til hinanden. Intet var dog afgjort, og alle vidste, at Holbæk ville sætte et massivt pres ind til sidst.

Det kom også – og i det 83. minut måtte holdet takke målmand Mathias Ørnskov for en vild redning, da Holbæks dygtige Ahmed Hassan helflugtede mod mål. Ørnskov kom springende ud i skuddet og fik pareret.
Det skulle blive den sidste store mulighed til Holbæk. Resten af tiden havde Brabrands forsvar styr på tingene, og Tobias Friis og Henrik Borup kunne og burde nok have afgjort det hele, da de splittede Holbæks forsvar ad – men Borup var ikke hurtig nok, og Holbæks målmand fik klaret sagen.
Men 1-0 blev det, og alle Brabrand-spillerne gav hinanden kæmpe-kram, inden de trak de særlige oprykningstrøjer over hovedet og lod champagnepropperne springe. Nu venter 2. division efter sommerferien.

Holdånden har båret os igennem
Tilbage til anfører Michael K. Pedersen, som så både træt og lettet ud efter den afgørende sejr over Holbæk.
“Vi vidste fra starten af sæsonen, at det ville blive hårdt arbejde for os, hvis vi skulle rykke tilbage til 2. division. Og det fik vi jo at se i de to første kampe, som vi tabte. Så stod vi med nul points. Det var virkeligheden, der bankede på! Siden har vi sagt, at hvis vi skal nå det her, så skal vi tro på det, vi arbejder på hver dag,” sagde Brabrands anfører.
Han peger på tre faktorer som afgørende: Den førnævnte holdånd, spillestilen – og så krydret med en mere aggressiv stil omkring de to felter.
“Det kan man blandt andet se på, at vi har scoret mange mål og fået super mange indkast og hjørnespark. Vi er kommet igennem over kanterne langt mere, end vi plejer!”
Men den vigtigste faktor har stadig været holdånden, hvis man spørger anfører Pedersen.
“Holdånden er det, der har båret holdet igennem. Også på de dage, hvor vi skulle kæmpe den hjem – for eksempel i Brønshøj i november, hvor vi blev spillet ud af banen og alligevel vandt 1-0. Det sker kun, fordi vi vil hinanden mere, end de andre vil. Det så vi også i pokalturneringen: Så kan man udrette store ting.”

Tætte kampe hver gang
Det var den selvsamme kamp i Brønshøj d. 2. november 2024, Brabrands træner Michéle Demontis fremhævede som et afgørende vendepunkt for Brabrand i en lang og sej sæson.
“Da vi vandt den kamp, selvom vi var hårdt pressede, tog vi førstepladsen. Og så kom alle pokalkampene, og det var også i den periode, vi vandt fire sejre i træk over de nærmeste konkurrenter,” husker han.
“Siden har vi ligget som etter i rækken. Og så skete der noget i Brønshøj i sidste uge, der gjorde, at vi kom i en super situation. Men i et oprykningsspil spiller man mod de direkte konkurrenter hver gang. Det er tætte kampe hver gang,” sagde han.
Michéle Demontis peger efter oprykningen på, at Brabrand gennemgående har været bedst i kampene mod de fleste af de andre tophold – og derfor er oprykningen fortjent.
Nu har holdet to kampe tilbage inden sommerferien mod Odder og Næsby, hvor holdet kan spille uden pres og lade flere spillere, som ikke har spillet så meget, få chancen. Og så gælder det 2. division.
Men lørdag aften bliver der ikke tænkt så langt frem. Så er der fest – krydret med finalen i Champions League, hvor Michéle Demontis´ favorithold, Inter, deltager. Det bliver en god aften.
Her får du lige lidt flere fotos.








