Fællesgartneriet i Årslev er blevet opsagt af ejerne af de slidte drivhuse på Skibbyvej 15. Men havefolket har ikke mistet modet og er i gang med at afsøge alle muligheder for at finde et andet stykke jord i eller omkring Aarhus Ådal, hvor fællesskabet kan flytte hen.
”Det er jo nok Danmarks bedst beliggende have.”
Bo Christensen og Åge Ebbesen kigger ud over Årslev Engsø. I syv år har Fællesgartneriet rådet over to store slidte drivhuse og et åbent markområde med den mest fantastiske udsigt ned over Årslev Engsø.
Men om et år er det slut. Drivhusenes og grundens ejer ønsker, at området skal byudvikles, og arkitektfirmaet Christoffersen og Weiling har udformet projektet Aarslev Enge, der formentlig bliver en del af den omfattende byudvikling sydvest for Årslev.
Boligprojektet Aarslev Enge er tydeligt inspireret af det fællesskabs-baserede samvær, der kendetegner Fællesgartneriet, og i oplægget skriver arkitekt Niels Christoffersen direkte, at Fællesgartneriet har givet inspiration til projektet og bør leve videre:
”Et initiativ lige i Aarslev Enges ånd – og et initiativ, der skal leve videre og integreres, når de nye beboere flytter ind,” står der i oplægget.
Men Fællesgartneriet er blevet sagt op med virkning fra november 2022, og Bo Christensen og Åge Ebbesen er med i den initiativgruppe, der nu forsøger at finde et andet sted til fællesskabet.
De er allerede i gang med en proces, hvor de taler med jordejere på begge sider af søen. De er blevet godt modtaget, men endnu er der ikke truffet konkrete aftaler.
”Vi ønsker ikke at klynke over, at vi ikke kan være her mere. Vi har været virkelig glade for at være her og arbejder nu i en positiv ånd på, at Fællesgartneriet kan leve videre et andet sted,” siger Åge Ebbesen og Bo Christensen.
Kan flytte kortvarigt ind på Årslev Fælled
De har tre centrale ønsker: De vil gerne have mulighed for stille drivhuse på grunden, de har brug for adgang til vand, og så ønsker de et længerevarende lejemål. Det er især det sidste ønske, der er svært at opfylde.
”De jordejere, vi har talt med, tænker kun 2-3 år frem, blandt andet fordi de håber at kunne udstykke jorden til byggegrunde eller blive del af den igangværende jordfordeling i ådalen. Vi håber i stedet på en aftale, der rækker 5-10 år frem, sådan at vi ikke risikerer at skulle flytte hurtigt igen,” siger Bo Christensen og Åge Ebbesen.
Faktisk var deres første lejeaftale på Skibbyvej 15 også kun af to-tre års varighed. Men heldigvis fik de syv gode år i og omkring de slidte drivhuse.
De peger rundt i området: Der er rigtig mange ting, der skal flyttes. Derfor vil de være sikre på, at det ikke kun er for en kortvarig periode.
Fællesgartneriet har blandt andet fået et konkret tilbud om et stykke jord nord for Skibbyvej, hvor Årslev Fælled skal ligge. Men dette lejemål vil være begrænset til en periode på højst 3 år.
”Fællesskabet kan leve videre”
Både Bo Christensen og Åge Ebbesen kom begge til i løbet af de første to år og har oplevet, hvordan fællesskabet bare er vokset ligesom grøntsagerne på de mange små jordlodder.
”Der kommer så mange forskellige slags mennesker her. Man kan nok ikke opleve større rummelighed. Det vil være synd, at vores forening skal lukke ned. Jeg er helt sikker på, at fællesskabet sagtens kan leve videre et andet sted,” Siger Åge Ebbesen og fortsætter:
”Vi håber, at vi kan finde en løsning i løbet af vinteren, sådan at medlemmerne hurtigt kan være sikre på, at vi kan fortsætte et andet sted. Hvis sådan en forening kommer til at ligge stille for længe, vil vi nærmest skulle starte forfra.”