
Brabrand har brug for mere hyggelige byrum, mener Brabrand-Årslev Fællesråd. Gennem det seneste år har fællesrådet foreslået Aarhus Kommune, at der blandt andet plantes flere blomster, buske og træer, og det kan man nu se de første farverige resultater af.
Måske har du lagt mærke til, at der flere steder i Brabrand i de seneste uger har været mere kulør på omgivelserne end normalt?
Det er de første resultater af, at Aarhus Kommunes Grønne Områder har lagt løg i jorden ved Nordentoftsvej, i området ved Netto og ved rundkørslen i Årslev.
Bag initiativet står Brabrand-Årslev Fællesråd, der ønsker at skabe hyggeligere byrum i Brabrand – blandt andet langs Silkeborgvej, hvor man foreslår, at der i højere grad skabes et ”allé-præg”.
Efter at Banedanmark har været i gang med at udskifte skinnerne gennem Brabrand ligger området ud mod Silkeborgvej nu helt åbent. Fællesrådet har ønsket, at Aarhus Kommune planter arealerne til med træer og buske.
Her er der endnu ikke sket noget, men til gengæld har Grønne Områder plantet en række hassel-buske langs parkeringspladsen ved Stenbækvej.
Desuden fortæller formand Carsten Strange Jensen, at han er i en længere email-dialog med områdeansvarlig for Grønne Områder, Anja Marie Karottki, om udskiftning af gamle slidte trappetrin på stierne i Hans Broges Bakker.
Allerede sidste år udførte kommunen reparationer på trappetrinnene, og det fortsætter i år med afslutning næste år, skriver hun i en email.
“Det håber jeg, at rigtig mange vil sætte pris på,” skriver hun.
