
Brabrand-Årslev Fællesråd glæder sig over, at A. Enggaard nu er klar til at gøre noget ved den forfaldne Jaka-fabrik. Men fællesrådet er ikke tilfreds med et “undskyld” fra virksomheden og fastholder, at A. Enggaard bør investere i faciliteter for hele Brabrand. Særligt ønsker fællesrådet en cykel- og gang-tunnel under jernbanen mellem Høriisparken og resten af Brabrand.
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang har lagt op til, at der nu skal findes en løsning for den tidligere Jaka og Tulip konservesfabrik, der har været forladt siden 2008.
Rådmanden er klar til at acceptere en nedrivning, mod at ejeren, A. Enggaard, genopfører bygningen med arkitektoniske træk fra den tidligere bygning. Desuden lægger Nicolaj Bang op til, at der i den nye bygning skabes faciliteter for hele Brabrand.
Det har A. Enggaard afvist – men Brabrand-Årslev Fællesråd presser nu ligeledes på for at få A. Enggaard til at investere i faciliteter i og omkring Jaka-bygningen, der kan komme hele bydelen til gavn.
Repræsentanter for fællesrådet var i januar til møde med A. Enggaard om virksomhedens planer på grunden og fremlagde i den forbindelse en række forslag og ønsker til yderligere tiltag fra virksomhedens side. Formand Carsten Strange fortæller, at fællesrådet ikke fik løfter med fra mødet – nærmest tværtimod.
“Er det nok, at A. Enggaard så kører på og siger undskyld – og så er den sag afgjort? Nej – sådan bør et forløb fra 2016 selvfølgelig ikke slutte,” fastslår Carsten Strange.
Han understreger, at fællesrådet ikke ønsker, at A. Enggaard får lov til at rive den slidte bygning ned og bygge nyt, uden at virksomheden og dens økonomiske partner PKA giver noget tilbage til lokalsamfundet.
“En civil retssag om brudte løfter fra bl.a. salgsmaterialet for Høiriisparken har ingen gavn af – og heller ikke, at ruinen skal stå endnu 4-8 år. Så lad os finde en løsning, som nok koster A. Enggaard nogle penge, men som Brabrand kan leve med,” siger han.
Udemiljøer til børnefamilier?
Fællesrådet hørte på mødet om A. Enggaards planer med en mulig ny bygning, hvor man ønsker at indrette 75 lejligheder til segmentet 50+, samtidig med at der i en mindre del af de 7200 kvadratmeter etableres fællesfaciliteter til bygningens beboere og naboerne i Høiriisparken.
“Vi har i en god dialog foreslået A. Enggaard, at en del af kvadratmetrene, svarende til for eksempel 3-5 lejligheder, for eksempel kunne gå til udemiljø med gode overdækkede områder, som børn og børnefamilier kan bruge i al slags vejr,” siger Carsten Strange.
Han understreger, at fællesrådets forslag bygger på en samlet forståelse af, hvad lokale borgere har sagt og skrevet på sociale medier om deres holdning til bygningens fremtid.
Cykel- og gang-tunnel under jernbanen
Desuden foreslår fællesrådet, at A. Enggaard – evt. sammen med Aarhus Kommune og andre aktører – finansierer en gang/cykel-tunnel under jernbanen fra boligområdet til arealet ved Netto-butikken på den anden side.
“Det vil sikre Høiriisparken og Helenelyst-kvarteret en sammenhæng med ikke bare Netto men også Hovedgaden og resten af Brabrand. Og folk i Brabrand vil så omvendt lettere kunne komme til Jaka-bygningen og naturen i den nordlige del af bydelen.”
Carsten Strange tilføjer, at A. Enggaards tilbud om at lade foreninger, dagplejemødre og andre leje sig ind i et kommende fælleshuset også er positivt.
Fællesråds-formanden minder om, at direktør for A. Enggaard, Asger Enggaard, for nogle år siden lovede Brabrand, at bygningen blandt andet skulle anvendes til kultur-aktiviteter, og nævner som eksempel en 75/25-model, hvor en fjerdedel af arealet kunne være ikke-indtægtsgivende kvadratmetre.
Han peger på, at udgiften til en tunnel under jernbanen til omkring 20 mio. kr. set i sammenhæng med en vurderet omsætning på boligsalg i Høiriisparken på ca. 500 mio. kr. vil være et rimeligt resultat af forhandlingerne.
“Vi i fællesrådet ser frem til den videre dialog med A. Enggaard og de demokratiske samtaler med Aarhus Kommune og borgerne,” tilføjer han.