
Gellerup Fællesråd har ikke opgivet at få en del af afgangene på busrute 4A til at køre ad Sigridsvej. Fællesrådet har sendt et borgerforslag til rådmand Nicolaj Bang og politikere i byrådet om at give en håndsrækning til beboere, som nu må gå langt for at komme med bussen.
“Kære ansvarlige i Aarhus Kommune og byrådsmedlemmer,” indleder Gellerup Fællesråd brevet, hvor fællesrådet argumenterer for en ændring i køreplanen for rute 4A, så hver anden afgang kører ad Sigridsvej og Hejredalsvej til Edwin Rahrs Vej i stedet for gennem Gellerupparkens boulevard.
“En sådan todelt ruteføring vil kunne tilgodese både eksisterende og tidligere busbrugere, der i dag er ringere stillet efter nedlæggelsen af linje 22,” skriver fællesrådet.
Vores Brabrand kunne i sidste uge fortælle, at 4A nu i morgen- og eftermiddagstimerne vil køre 10 gange i timen mellem Brabrand og Viby.
“Det giver netop mulighed for at tænke fleksibilitet ind i ruten,” skriver fællesrådet og håber, at politikerne vil hjælpe med at få Midttrafik til at justere køreplanen.
Gellerup Fællesråd henvendte sig i foråret til Midttrafik, og trafikselskabet var ikke afvisende over for forslaget LINK. Der skete bare ikke noget.
Anne Bach, som er chefkonsulent for Rådgivning & Mobilitet, understregede dog, at mange ting spiller ind i vurderingen af, hvad der vil være den bedste løsning.
Ud over henvendelser fra kunder ser man bl.a. på passagerstrømme, brug af stoppesteder, passagergrundlag, byudvikling, plan- og vejforhold og fremkommelighed for busserne.
Styrket mobilitet og tilgængelighed
Til gengæld har forslaget fået stor lokal opbakning og affødt en indsamling af omkring 100 underskrifter på beboermøder og via gadeaktiviteter i foråret og sommeren 2025.
Ændringen er især vigtig for beboerne i Skovgårdsparken og langs Sigridsvej, hvor mange beboere – herunder en del ældre og gangbesværede – siden sommeren 2023 har stået uden en nærgående busrute.
“Det nærmeste stoppested er i dag ved Tinesvej/City Vest, men det føles for mange utrygt og utilgængeligt, ikke mindst fordi området omkring City Vest i øjeblikket er en aktiv byggeplads. Ellers skal man i dag helt op nord for Verdenspladsen for at nå et stoppested,” lyder det fra Gellerup Fællesråd.
Her mener man, at der er flere gode argumenter for en opdelt rute, sådan som man også har det flere andre steder i Aarhus.
“Det vil give styrket mobilitet og tilgængelighed for et boligområde, der i dag er ringe betjent af kollektiv trafik, og mere sikkerhed og tryghed for især ældre beboere,” skriver fællesrådet.
Endnu et vigtigt argument er, at der som følge af nedrivninger på Dortesvej nu ikke bor ret mange mennesker langs Karen Blixens Boulevard, hvor 4A i dag kører. Der er i øjeblikket mange flere potentielle buspassagerer langs Sigridsvej.
“Vi håber, at både embedsværk og politikere vil lytte til det lokale engagement og arbejde aktivt for, at Midttrafik og relevante myndigheder tager forslaget med i overvejelserne,” lyder opfordringen fra Gellerup Fællesråd.
Læs også:



