
Brabrand-Årslev Fællesråd mødtes tirsdag med A. Enggaard i håb om at kunne ændre planerne for et kommende Jaka-byggeri – men det lykkedes ikke at overbevise grundens ejer. Formand Carsten Strange Jensen vurderer, at dialogen nu er “lagt død” og skubber bolden videre til politikerne.
De nærmeste beboere til “Jaka-ruinen”, som bygningen nu kaldes i folkemunde, går nu bare og venter på, at bygningen som lovet af ejeren, A. Enggaard, rives ned – men i Brabrand-Årslev Fællesråd var der indtil tirsdag stadig et lille håb om, at der i et kommende nybyggeri ville være plads til i det mindste et “mini-kulturhus” eller en klækkelig erstatning til Brabrand-området.
Det er der ikke længere.
Efter et møde med A. Enggaards projektudviklingschef Lars Thesmer Sørensen konkluderer formand Carsten Strange Jensen, at fællesrådet må “kaste håndklædet i ringen”. Der er ikke mere at tale om.
Fællesrådet havde inden mødet lagt op til en “time out”, hvor planlægningen af en ny bygning stilles i bero, indtil nedrivningen af bygningen er dato-fastsat.
Denne plan mente A. Enggaard dog ikke var en rimelig løsning for Høiriisparkens beboere, der i en årrække har ventet på at få de fællesfaciliteter, som de blev lovet ved indflytning. Hermed skulle de hårdt prøvede beboere også skulle se ind i en ny uvished omkring, hvornår der så skete noget på grunden.
“For os i A. Enggaard og vores samarbejdspartner, PKA, er det især vigtigt, at de beboere, som er flyttet ind i Høiriisparken på forventning om det gode nabofællesskab, får de fællesfaciliteter, de er blevet lovet. Vi har haft en god dialog med dem i et års tid. Jeg oplever, at den dialog har været konstruktiv, og at de føler, at deres ønsker bliver hørt,” siger Lars Thesmer Sørensen.
Han lagde også vægt på, at siden Brabrand IF Gymnastik, som den sidste af de 6 oprindelige aktører, trak sig fra projektet i januar 2020, så har hverken BAAF eller A. Enggaard kunne støve aktører op, der kunne indgå i projektet.
Så sent som i august 2025 blev der afholdt en workshop for ildsjæle og frivillige foreninger i Brabrand, hvor kun få dukkede op.
Må tilbage på politikernes bord
Fællesrådets ønsker om et mini-kulturhus i Jaka-fabrikkens stueetage med 6-10 værksteder/lokaler til f.eks. børne-gymnastik og andet fandt A. Enggaard heller ikke realiserbart, da det allerede på workshoppen i august, hvor BAAF havde valgt at udeblive blev konkluderet fra Brabrand IF, at man ikke ønskede at sprede sig over flere lokaliteter, men i stedet vil samle sig.
Carsten Strange Jensen fremlagde yderligere et forslag om, at A. Enggaard som modydelse for, at kulturhus-ideen droppes, indgår i lokale sponsorater af centrale lokale aktiviteter i størrelsen to mio. kr. Lars Thesmer Sørensen svarede, at A. Enggaard allerede sponsorerer flere foreninger og aktiviteter i 8220 Brabrand.
“Det ser desværre ud til, at vi i fællesrådet nu må kaste håndklædet i ringen, da A. Enggaard ikke ønsker at gå med på vores forslag. Dialogen om Jaka Kulturhuset er nu foreløbig lagt død,” siger Carsten Strange Jensen efter mødet.
Han tilføjer, at fællesrådet på intet tidspunkt i processen har haft magt til at gøre noget i sagen, og at den derfor må ryge tilbage på politikernes bord.
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, havde håbet, at fællesrådet kunne få dialogen i mål, men Carsten Strange Jensen oplever, at A. Enggaard allerede havde truffet en endelig beslutning om byggeriet, da fællesrådet indledte dialogen med virksomheden i januar 2025.
Håb om at nedbrydning kommer i gang i år
Carsten Strange Jensen tilføjer, at de to parter havde en god og åbenhjertig snak – men at de bare er uenige om fællesrådets løsningsforslag.
Det bekræftes af Lars Thesmer Sørensen, A. Enggaard:
“Jeg forstår godt at fællesrådet har et ønske om et kulturhus, men det har ikke været muligt, hverken for fællesrådet eller os at finde aktører, der kan drive aktiviteter i sådan et hus. Vi kan ikke se, at forslaget kan realiseres,” siger han.
Han tilføjer, at der fortsat vil være mulighed for, at interesserede aktører kan leje sig ind i de planlagte fælleslokaler for lokalområdets beboere. Forhåbningen er, at når først at både værksted og fælleshuset er etableret, bliver det nemmere for lokale aktører at se hvad faciliteterne kan rumme, og at der på den baggrund kan opstå nogle samarbejder mellem Bylivsforeningen i Høiriisparken og resten af Brabrand.
“Det kunne f.eks. være, at der var nogle, som kunne arrangere madlavningskurser i det store køkken- og spiseområde. Desuden kunne fælleshuset danne rammerne om foredrag eller andre forsamlinger. Eller måske kunne aktivitetsrummet bruges til træningshold i yoga eller lignende,” siger Lars Thesmer Sørensen.
Han håber, at Aarhus Kommune snarest muligt vil udstede en byggetilladelse, så virksomheden kan give Høiriisparkens beboere en konkret tidsplan for, hvornår både fællesfaciliteterne, men ikke mindst den nye legeplads kan stå klar.
Han har dog endnu ikke afgørende nyt om planerne for at rive den gamle bygning ned:
“Vi har haft opgaven i udbud og er i dialog med en nedbrydnings-virksomhed. Jeg håber stadig, at vi kan komme i gang med arbejdet i år,” siger han.
