Debatmøde om City Vest: Hvad stiller man op med et tomt indkøbscenter?
Hvad kan man egentlig bruge et indkøbscenter på 45.000 kvadratmeter til – når nu der ikke længere er basis for at drive butikker? Det var et af mange spørgsmål, der blev vendt og drejet på sidste uges debatmøde om City Vest. Her får du et overblik over de vigtigste emner, der blev diskuteret.
Mandag d. 18. marts
City Vests fremtid fylder meget i 8220 Brabrand for tiden. Nu kan du også opleve tekster skrevet om City Vest på Gellerup Bibliotek. Kærlighedserklæringer, hyldester og meget mere. Det er de ord-glade mennesker i Tekst til Tiden, der som en del af festivalen Centrum Vest skrev tekster om indkøbscentrets betydning for dem gennem 50 år.
På stort set samtlige folkeskoler i Aarhus Kommune nægter skolebestyrelserne at skrive under på årets budget. Dermed følger de opfordringen fra forældreorganisationen Skole og Forældre Aarhus, skriver Stiften. Det er aldrig sket før, at skolebestyrelserne kollektivt har nægtet at godkende næste års budget. Det sker i protest mod et kæmpe underskud på kommunens skoler. Underskuddet har været undervejs de seneste år og er i år på 112 millioner kr. på grund af stigende udgifter på specialklasseområdet.
De lokale skoler sætter deres præg på resten af byen. Lige nu er det Aarhus Domkirke, der prydes af imponerende papir-arbejde fra blandt andet elever på Sødalskolen. Skolens 3.A har bidraget til de flotte produktioner, som du i øjeblikket kan se i den øverste ende af domkirken.
Østjyllands Politi fik søndag kl. 20.13 en anmeldelse om, at flere personer var oppe at slås på en p-plads på Sigridsvej, og at nogle af dem muligvis havde slagvåben med. Da politiet kom frem, var der ikke der ikke noget slagsmål i gang. En 19-årig mand stak dog af til fods, da han så politiet. Da den 19-årige mand gjorde kraftigt modstand under sin anholdelse, blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet. Østjyllands Politi undersøger nu episoden nærmere.
Brandvæsenet måtte to gange søndag aften rykke ud til containerbrande i det vestlige Aarhus. Første gang kl. 21.34 på Jettesvej og et par timer senere på Musvågevej i Frydenlund. Ilden spredte sig ikke videre fra containerne, og ingen personer kom noget til. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, men Østjyllands Politi har en formodning om, at brandene var påsatte.
Søndag d. 17. marts
Lørdag d. 4. maj er der forårsfest i Hovedgaden. Succesen fra sidste års Hovedgade-fest gentages, og du har mulighed for at sætte din egen bod op på dagen. Det kan være kunsthåndværk, mad/blomster/kage, lopper eller ansigtsmaling/konkurrence/tombola/blomsterbinding. Majfesten bliver i tidsrummet kl. 12-17. Det er gratis at deltage. “Der vil være musik, lidt til sanserne og masser af godt forårshumør,” skriver Christine Wiklund, som tager mod tilmeldinger på c.wiklund88@gmail.com
Lørdag fyldte Facebookgruppen “Livet i Ådalen – Aarhus Å fra udspring til udløb” seks år. Gruppen har nu nået 2242 medlemmer, der løbende deler billeder og oplevelser i området omkring Brabrand Sø og Årslev Engsø. Tusind tak til jer alle for at være med til at skabe et stærkt fællesskab omkring vores bevaringsværdige landskab og alle de muligheder, det giver os for skønne oplevelser – både på egen hånd og med hinanden,” skriver initiativtager til gruppen, Suzanne Eben Ditlevsen.
Syv personer mødte lørdag op til affaldsindsamling i Gellerup. “Astridsvej og Sigridsvej befriet for 70 kg affald og 9 lattergasflasker. Vi fandt også et bord, der dog ikke er med på billedet,” skriver Lisbeth Olesen, som stod for indsamlingen. “8220 er lidt renere, og vi tager snart en tur i det postnummer igen,” skriver hun på Facebook.
Lørdag d. 16. marts
57-årige Ann Toustrup er 1. marts tiltrådt som forstander for Aarhus Friplejehjem Helheden i Gellerup. Hun er uddannet sygeplejerske, har flere lederuddannelser i bagagen og kommer fra en stilling som forstander på Plejehjemmet Jasminvej og Plejehjemmet Hørgården i Aarhus. Hun har de seneste 18 år været ansat i Aarhus Kommune, hvor hun udover at have været forstander på forskellige plejehjem også har været leder af hjemmeplejen og ledelseskonsulent.
Cafeen ved Brabrand Sø, Æblehaven, har tegnet sponsorat i Brabrand Divisions Fodbold. For nylig blev Æblehavens tilladelse til at drive kiosk på bakken med den smukke udsigt over søen forlænget med 3 år, så caféens drift kan fortsætte til glæde for lokalsamfundet. “Til hjemmekampe og på sociale medier vil det i de kommende sæsoner være muligt at vinde gavekort til Æblehaven, ligesom sponsorer og frivillige omkring 2. divisionsholdet er inviteret i Æblehaven efter sidste hjemmekamp i juni måned,” skriver Brabrand Divisions Fodbold.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du igen opleve Brabrands bedste herrehold i fodbold på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det gælder 2. divisionsopgøret mellem Brabrand IF og Middelfart, hvor hjemmeholdet har brug for points i bunden af rækken.
I eftermiddag kl. 13-14 inviterer Lisbeth Olesen og Én For Holdet til affaldsindsamling i Gellerup. Mødestedet er Astridsvej 7. Du møder bare op og får udleveret de nødvendige ting.
I aften kl. 17.30-01.00 er der single-fest på Årslev Kro. Du kan forvente en festlig aften med lækker mad, god musik og dans, når Torben Lendager & Roosters spiller op. Pris 595,-. Bestil billet på hotel@aarslevkro.dk.
Lyset er slukket på ”Regnbuebroen” ved City Vest
Hun tegnede den smilende sol der sagde ”nej tak” til a-kraft
Flere forældre melder sig som frivillige i Brabrand Håndbold
Bliv medlem af Vores Brabrand
Vil du støtte Vores Brabrand med 39,- om måneden – og være med til at sikre udgivelsen af et lokalmedie i 8220 Brabrand? KLIK HER
Vores historie
Vil du hjælpe med at samle Tousgaards historie?