
En slidt lagerhal i kanten af 8220 Brabrand samlede forleden iværksættere, arkitekter og entreprenører fra 30-40 virksomheder, som arbejder med bæredygtigt byggeri. De mødte frem til opstartsmøde for et nyt samlingssted for bæredygtigt byggeri, HAL 11.
”Det er vores mål, at HAL 11 kan inspirere og være en katalysator for, at vi i fællesskab kan blive bedre til at benytte de mere bæredygtige byggematerialer og ikke mindst blive bedre til at genbruge og genanvende de ressourcer, der i dag destrueres i alt for stort omfang.”
Sådan lød det i invitationen fra byudviklings-virksomheden Domis, der står bag et kommende samlingssted for etablerede virksomheder, der arbejder inden for bæredygtighed og grøn omstilling i byggeriet.
Den slidte lagerhal fra 1966, der skal danne rammen om den kommende bæredygtigheds-hub, var i mange år en del af Brødrene Eskildsens Listefabrik. Hallen er en del af område, der også rummer padel-hal, små håndværks-virksomheder og flere andre aktiviteter.
Og så er det planen, at HAL 11 skal rumme udstillings- og mødested for alle, som arbejder med bæredygtigt byggeri. Over 50 repræsentanter for byggevirksomheder, arkitektfirmaer, anlægsgartnere og mange andre virksomheder mødte op til mødet.
Projektdirektør John Skovbjerg fra Domis bød velkommen til området, hvor Domis arbejder sammen med blandt andre SLETH Arkitekter og Aarhus Kommune om udvikling af et nyt grønt bykvarter i Aarhus.
”Vi hørte meget om klimadagsorden og blev kontaktet af forskellige folk, som arbejder med bæredygtighed. Og så havde vi nogle haller, der stod tomme herude. Det område vi står i, nærmest råber på bæredygtighed. Vores tanker var, at vi måske kunne gøre noget her, der også kan komme andre end os selv til gavn,” sagde John Skovbjerg i introduktionen.
Rettet mod det faglige miljø
Han præsenterede ideen om et sted, hvor folk, der arbejder med bæredygtigt byggeri, kan mødes, netværke og lade sig inspirere af hinanden. Og hvor de kan tage kunder med hen og fremvise grønne og bæredygtige løsninger.

Planen er, at aktørerne får hver deres område, hvor de kan fremvise deres produkter og fortæller om den nyeste viden indenfor deres felt.
”Vi vil stille hallen her til rådighed i nogle år – hvor længe vil tiden vise. Det kommer naturligvis også an på, om vi får projektet til at flyve,” sagde John Skovbjerg.
I første omgang er HAL 11 rettet mod det faglige miljø i byggeriet – blandt andet arkitekter, håndværkere og entreprenør-virksomheder. Men også studerende fra landets uddannelses-institutioner er der tænkt på.
Planen er at invitere til det første event i efteråret, hvor aktører, der arbejder med bæredygtighed i byggebranchen, vil blive inviteret.
Kan blive en vigtig faktor
På startmødet forleden blev initiativet modtaget med åbne arme. Klimachef i Aarhus Kommune, Rolf Johnsen, holdt et oplæg om kommunens klimaplan og mente, at det nye initiativ ”sparker en åben dør ind i forhold til hvad byrådet gerne vil i Aarhus.”
Klimachefen så for sig, at HAL 11 kan blive en vigtig faktor i samspillet mellem forskellige aktører i byggeriet, så én virksomheds restprodukt kan blive en anden virksomheds ressource.
Han nævnte blandt andet bøgeparket-gulvene i de mange lejligheder i Gellerupparken, der nu skal rives ned. De er blevet nedtaget og sælges nu af virksomheden Green Dozer som ubehandlet gulv af højeste kvalitet.
På mødet var der stor interesse for det kommende projekt. Én for én trådte repræsentanter for de mange fremmødte virksomheder frem og fortalte om deres interesse for at bidrage til HAL 11. Flere af dem er allerede i gang med at etablere udstillinger i den tidligere lagerhal.