
Dagrofa Foodservice Aarhus på Edwin Rahrs Vej er netop blevet kåret til Årets Butik 2025 af Dagrofa Foodservice. Teamet i butikken bliver bedømt positivt af kunderne, og desuden er medarbejder-trivslen i top, lyder det blandt andet i begrundelsen for kåringen.
Dagrofa Foodservice har i alt 30 B2B-butikker over hele landet, hvor alle med et CVR-nummer kan handle fødevarer, drikkevarer, emballage mm. De typiske kunder er bl.a. lokale restauranter, caféer, pizzarier, festivaler, værtshuse og burgerbarer.
Kåringen af butikken på Edwin Rahrs Vej foregik i forbindelse med et stort nationalt kædemøde i Nordsjælland, og Årets Butik fik denne begrundelse med på vejen for udnævnelsen:
”Blandt mange gode kandidater var det butikken fra Smilets By, der vandt den prestigefyldte hæder. Aarhus-butikken har i løbet af 2025 fået endnu bedre kontakt til byens mange spisesteder, hvilket har medført en markant stigende omsætning på trods af hård lokal konkurrence.”
“Teamet i butikken bliver bedømt meget positivt i den seneste kundetilfredsmåling, og medarbejdertrivslen er samtidig i top. Aarhus-butikken er altid klar på at teste nye koncepter og idéer af, hvilket har stor betydning for hele Cash & Carry-kæden.”
Sidst men ikke mindst blev butikschef Kasper Skonning beskrevet som et ledelsesmæssigt forbillede, som formår at skabe gode relationer til butikkens mange forskellige kunder.
“Vi er på rette vej”
Butikschef Kasper Skonning fortæller, at det betyder meget for medarbejdergruppen på Edwin Rahrs Vej at få prisen som Årets Butik i Dagrofa Foodservice.
“Det er fed anerkendelse at få, og vi mærker tydeligt, at vores daglige arbejde i butikken bliver bemærket. For os er det også et tegn på, at vi er på rette vej – og det giver helt klar endnu mere blod på tanden til at blive endnu bedre og hele tiden udvikle os,” siger Kasper Skonning.
“Samtidig er det jo holdets fortjeneste. Det er alle i butikken, der hver dag knokler og gør en forskel for vores kunder – så den her pris er i høj grad deres.”
I butikken på Edwin Rahrs Vej køber bl.a. restauranter og cafeer cateringvarer, men alle med et CVR-nummer har adgang til at købe bl.a. fersk kød, frugt og grønt, frost- og kølevarer samt vin og spiritus.
Butikken blev for to år siden ombygget efter den model, som Dagrofa kalder “fremtidens cash & carry”, der bl.a. indebærer, at det skal være endnu nemmere og mere inspirerende for kunderne at handle i butikkerne.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Dagrofa Foodservice.



