I weekenden havde den lokale afdeling af Almen Modstand arrangeret bannermaling. Vi hyggede og malede kæmpe bannere, hvor det ene af dem allerede er kommet op og hænge på en altan.
Nu hænger der nogle bannere rundt på altaner i Gellerup. En stille men synlig protest.
Men nogle gange føles det som om vi bare står og råber i vinden. At selvom vi protesterer, demonstrerer og debatterer med politikere og andre vi er uenige med på nettet, så forstummer vores stemme i den tunge efterårsregn. Vores argumenter regner væk og samles i de overfyldte kloakker overalt i Århus Vest. Når jeg snakker med lokale er de fleste imod nedrivninger. Der findes selvfølgelig også dem, der synes området trænger til forandring og glæder sig til at flytte. Nogle af dem har gerne ville flytte i et stykke tid og ser dette som en mulighed for at få hjælp til at flytte, det har de nemlig ikke har råd til indtil nu.
Men selvom vi er enige om at vi er imod nedrivninger, så virker det som om folk har givet op.
Der er ingen gejst. ”Politikerne har jo taget beslutningen, så hvad nytter det at kæmpe?
Den bemærkning hører jeg tit. Det er en lidt deprimerende udtalelse, der viser hvor lidt tiltro mange her i Gellerup har til politikerne.
Hvad mange ikke ved, er at intet er afgjort endnu. Der skal først laves helhedsplan, som skal til afstemning blandt beboerne. Der bliver intet revet ned før den helhedsplan er vedtaget, hvis den bliver det.
Der er masser af ting at kæmpe for. Vi kan godt føle os som brikker i et politisk spil og en del politikere betragter os sikkert også som det, men brikker kan ofte flyttes i andre felter. Så hvis vi slår med mange terninger, slår vi til sidst en 6’er og kan flytte os væk fra politikerne og deres planer.
Det kniber med mobiliseringen fra vores side. Eller måske bliver der bare ikke revolution i Danmark fordi det altid regner.
Det er svært at blive ved med at kæmpe. At tro på at det nytter noget, når de fleste politikere insisterer på at smadre vores boliger. Men det nytter altså noget.
Derfor er det en del af kampen at lave bannere. At råbe op. Og på et tidspunkt bærer vinden måske vores modstand helt ind på rådhuset.
Nuvel, vi møder da tit folk, som er enige med os. Men de er ikke sådan rigtig med os, når det handler om at kæmpe. Det er fint med et klap på skulderen og et ”jamen det er da også for galt” men det hjælper os ikke med at bevare vores boliger.
Det er som om, at dem der er uenige råber mere op og flere lytter til dem.
Selvom vi er mange, så hvisker vi kun på skuldrene af hinanden.