1.maj. International kampdag, hvor vi i samlet flok vejrer vores røde faner og snakker om fællesskab, sammenhold og lighed. Den dag, hvor man kan lufte sine meninger med bannere, flag og debatter.
Almen Modstand var også mødt op. Vi havde booket en såkaldt kube til en debat og solgte T-shirts og badges. Vi fik solgt mange. Folk er enige med os. I hvert fald dem, der kom forbi, de andre er svære at komme i dialog med.
”Wammen taler, ” råbte en, og vi løb hen til den store scene med vores ” nej til nedrivninger” banner. Vi stillede os lige foran scenen med fronten mod tilhørerne.
Jeg kunne se den tidligere borgmester Flemming Knudsen i mængden og hørte ham sige:” de skal da ikke stå der, det er jo en byrådsbeslutning”.
Så kom der sørme en mand hen til os. Han sagde noget til de to andre. Noget om, at vi da ikke skulle stå med det banner. Vi rystede bare på hovedet, for Wammen har vi stemt for ghettopakken i Folketinget, så det er ikke bare en byrådssag. Det er utroligt, at sådan en garvet politiker som Flemming Knudsen ikke engang kan se det. Eller også er det et udtryk for censur. Vi må ikke demonstrere og vise vores utilfredshed med at vores blokke skal rives ned. Vi skal være stille og klappe hælene i.
Vi blev stående til talen var overstået og så ville vi synge en sang, vi for nyligt har lavet, men vi nåede kun at synge 3 ord, så stormede nogle unge socialdemokrater hen foran os og begyndte at synge:” Danmark har brug for en socialdemokratisk regering….”
Det har vi så absolut ikke, hvis de ønsker at knægte vores ret til protest og til at ytre os. Hvis de er så arrogante, at de tror, at vi ikke vil kæmpe for vores boligområde, så har jeg ingen tillid til at de kan styre landet.
Det viser, hvad vi er oppe imod. Et parti, som ikke tåler nogen kritik og som ikke lytter til borgerne. Jeg vil hjertens gerne af med Lars Løkke og hans kumpaner, men når Socialdemokratiet ser ud til at gå samme spor, så er det svært at blive ved med at være optimist og håbe på en ny retning efter et valg.
