Du tilbydes boligen som nr. 47, og skal svare senest 27-01-2019. Manglende svar vil medføre, at din ansøgning bliver sat i bero. Du har fået boligen tilbudt, da du har registreret dig med fortrin I Arbejde eller Studerende på en Videregående Uddannelse på din brugerprofil – se mere om dokumentationskrav https://www.aarhusbolig.dk/fortrinsret/
Det stod der i et brev, jeg fik via min profil på www.aarhusbolig.dk. Jeg har skrevet mig op til boliger i andre afdelinger i tilfældet af, at min egen blok skal rives ned. Den bolig jeg her blev tilbudt, var i Åbyhøjgård.
Jeg vil selv bestemme, hvor jeg skal bo. Ingen skal tvangsflytte mig.”Jeg er jo i job,” tænkte jeg og registrerede mig som det på aarhusbolig.dk. Så kunne jeg nemlig komme foran i køen. Et job er vel et job, tænkte jeg, indtil jeg fik undersøgt og fandt ud af, at et job altså ikke bare er et job. Der er nemlig forskel på jobs, ligesom der er forskel på mennesker. Eller der bliver gjort forskel på mennesker.
Jeg har allerede opgivet at få en af de nye lejligheder i Gellerup, fordi der kommer jeg bag i køen. Fordi jeg ikke er pendler. Man skulle tro det var løgn, men der er lejligheder i min afdeling, som politikerne ikke vil have, jeg bor i. I min egen afdeling! Men i det mindste kigger vi her ikke på etnicitet, men kun på hvorvidt du er i arbejde eller ej.
Her sidder jeg og kalder mig rummelig. Jeg føler, at jeg er tolerant, men lige så snart, jeg har en chance for at komme foran i køen, så slår jeg selv til! Er jeg så bedre end dem, der laver reglerne?
Men! Jeg er så alligevel ikke i den rigtige kategori. Jeg er åbenbart selv for fattig. For selvom jeg har 20 timer om ugen og kan leve af det, så er det ikke nok. Der er nemlig regler for, hvor mange timer, jeg skal have fordi at blive betragtet som værende på arbejdsmarkedet. Det står på aahusbolig.dk. Der står, at jeg skal tjene 150.000 kroner om året for at være i arbejde. Jo jo, det burde ikke være et problem. Og jeg troede, at når der står prioriteret rækkefølge betyder det, at 150.000 om året er det vigtigste.
Men nej. Jeg skal ikke komme og tro, at jeg er mere værd. Jeg skal nemlig have lov til at betragte mig selv som en byrde og en, der ikke er værdig til at flytte ind i visse afdelinger, fordi jeg ikke har timer nok.
Jeg er sådan en, som ikke må bo der. Det er nemlig det andet kriterium. ”Ansættelsen skal have et omfang på mindst 25 timer om ugen.”
Jeg ringede til udlejningen. Hvor vigtigt er det her? Det var åbenbart vigtigt. Meeeen hvis jeg havde nogle timer ved siden af, var det en skønssag. Hmm det blev skuffet og følte mig dum. Hvorfor troede jeg lige, at jeg kunne komme foran i køen? Og så blev jeg vred over, at nogen skal bestemme, hvor mange timer jeg skal have for at jeg er betragtet som god nok.
Hvor er jeg træt af, at der bliver lavet forskel på folk. Og hvor er det træls for mig, at jeg pludselig bliver ramt af det. Her gik jeg og troede, at jeg var et privilegeret menneske, fordi jeg er af vestlig oprindelse og i job.
Der er forskel på folk på mange måder og jeg er i den kasse, der befinder sig på bunden. Dernede hvor alle de andre kasser af stablet ovenpå. Den kasse, som politikerne kan flytte rundt på, mens jeg sidder og råber, mens ingen hører mig.
Jeg er ikke ret meget værd. Men hvis jeg boede i Højbjerg, havde det ingen betydning, hvor meget jeg tjente. Det kunne jeg føle mig ligeværdig med mine naboer. Her er vi lige lidt værd. Det kan man da også kalde en slags samhørighed.