I har nok læst mange af mine skriblerier om hvor dejligt der er i Gellerup. Og om hvor vred jeg er over ghettopakken og udsigten til at der skal rives yderligere 7 blokke ned i Gellerup.
Jeg har, sammen med gode folk fra Odense og København, brugt corona-tiden på at forberede et borgerforslag som er endt med at hedde ” Ophæv loven om nedrivning og salg af almene boliger og afskaf de såkaldte “ghettolister”.
Jeg står stadig ved, at Gellerup er et dejligt sted at bo. Selvom jeg er skrevet op til andre afdelinger og jævnligt får tilbud, så tager jeg aldrig imod dem fordi når jeg tænker lidt over det, er en større, måske endda billigere bolig, ikke lykken for mig, hvis det ikke er i Gellerup.
Måske er jeg tryghedsnarkoman. Kan ikke lide at skulle til at pakke og flytte til et nyt sted, når jeg har boet det samme sted så mange år. Jeg har en ret lille lejlighed og efter 16 år i den truer mine ting med at lægge sig i bunker over hele lejligheden. Men det er også mit hjem.
Det er her jeg har hjemme. Her kender jeg mine naboer og skal ikke i gang med at lære alle mine naboer at kende et nyt sted. Jeg kender stierne, smutvejene, de gode spisesteder, de grønne områder og busserne. Jeg kan smile og sige hej til folk på gaden og de fleste smiler igen.
Men nogle gange føler jeg også omverdenens fordomme om mit område. Og så er det også ærgerligt, når der sker noget, der kan bekræfte de fordomme.
Når en mand bliver knivdræbt tæt på mit hjem eller når en mand bliver forsøgt myrdet foran en ny restaurant. Her er det virkelig svært at blive ved med at være positiv og fremhæve de gode ting, der ellers er i området. Og selvom det er mindretallet, der begår så alvorlige forbrydelser, så smitter det af på os alle. Det kommer i medierne og folk kommenterer på det.
Jeg har denne gang valgt ikke at debattere med folk i diverse debatspor i disse sager. Dels fordi jeg var på ferie, da mordforsøget på restauranten skete og jeg heller ikke var hjemme, da en mand døde af knivstik, men også fordi det ikke altid nytter noget at tage debatten med folk, når det handler om så alvorlige emner. Følelser løber vildt, folk bliver ophidsede og jeg får måske også selv svært ved at tale pænt til andre, hvilket jeg altid forsøger at gøre. Jeg holder den gode tone, går efter bolden og ikke manden, som man siger. For jeg tror ikke på, at man nogensinde kan finde en debat ved at kalde andre folk for grimme ting og smide fornærmelser efter dem.
Det er dybt tragisk, at folk bliver forsøgt myrdet og myrdet i mit lokalområde. Selvfølgelig er det det. Jeg kender ikke ofrene. Det giver urolighed i kroppen og tankerne til at myldre. Men jeg ved også at det ikke er kendetegnende for alle Gellerups borgere. At man ikke skal dømme et helt boligråde på baggrund af nogle kriminelle. Men jeg ved også godt, at det er der mange der gør og det er derfor ghettoloven er lavet. Fordi politikerne bygger deres politik på fordomme og befolkningen danner deres holdninger ud fra medierne og det som de vælger at fokusere på.
Vi kan aldrig få en ordentlig debat om de såkaldte ghettoområder, hvis folk ikke begynder at tænke selv, stille kritiske spørgsmål til politikerne og mediernes rolle. Og lyt til os, der bor her og måske har nogle holdninger, der også har fortjent at komme ud, men som ofte bliver negligeret og latterliggjort i medierne og i kommentarsporene på Facebook.
Er I bange for at lytte til os og have en demokratisk samtale? Eller tæller vores stemme ikke fordi I bare ikke er enige?
Lad os dog tale sammen!
