I lørdags var der demonstration for de almene boliger i Århus, Odense og København.
I Århus havde ca. 500 mennesker, fra over hele byen, fundet vej til Rådhuspladsen. Det var folk fra de såkaldte ghettoer, fra andre almene boliger, fra fagforeninger, fra villakvarterer. Alle var der for at kæmpe imod, at den almene sektor bliver nedlagt af hjerteløse politikere, som tænker på profit fremfor mennesker og som ikke ser på dem, der bor i områderne på ghettolisten som mennesker, men et problem, der skal flyttes.
Jeg er selv blevet eksponeret i medierne med medvirken i både P4 Østjylland og Orientering på P1, samt artikel i Respons, men alligevel var opmærksomheden fra medierne lidt skuffende. JP dukkede slet ikke op, men citerede bare TV-2 og brugte et billede fra renoveringen af Bispehaven, selvom Gellerupparkens formand Abdinasir blev nævnt i indslaget. Det er doven journalistik og pinligt!
Alene deres overskrift var doven og fordømmende: ” Ghettobeboere demonstrerede mod nedrivning”. Nu er vi reduceret til at være ghettobeboere. Hvor er det nemt at skære alle os, der bor i de områder, over en kam. Vi betyder jo alligevel ikke noget for politikerne eller for det segment, som JP tror de henvender sig til.
JP tager fejl, hvis de tror, at vi er alene i kampen. Vi har mange med os, der tror på vores sag om som mener, at denne ghettoaftale er uretfærdig. Vi bliver stærkere og stærkere, fordi vi har støtte fra andre steder i byen, fra folk, som ikke selv bor i de områder, men som stadig kan se det groteske ved aftalen. Det ville JP finde ud af, hvis de gad at bevæge sig fra Viby til Rådhuspladsen.
Nu skal jeg da ikke kun skælde ud på JP. De skrev i det mindste om det, om end det ikke var deres ord. Stiften skrev ikke et ord. Byens avis havde ikke ofret en eneste spalte på noget, som betyder så meget på så mange mennesker. Man tænker lidt, at der er ordre fra højere sted. At der ikke må nævnes noget om modstanden, fordi de håber at tie den ihjel.
Men selvom Stiften ikke nævner os, så tier vi stadig ikke. Vi bliver ved og knokler på. Vi slutter ikke ved denne demo, men tænker videre indtil der slet ikke er mere håb – og så lidt mere ud over det!