Jeg har ikke opdateret min blog længe. Der har ellers været tid til det. Ikke så mange arrangementer, biografbesøg, kaffe på cafe eller koncert. Heller ingen fester i Gellerup. Her er beboerne ellers så festlige. Jeg savner arrangementer med dans, mad og kage. De gode snakke med mine naboer.
Nu kan jeg trods alt de ansigterne på mine naboer. Jeg har virkelig haft svært ved at genkende folk, når de har mundbind på. Jeg har følt mig så dum, når jeg for 10. gang samme dag ikke kunne gende en på gaden. Alle kan åbenbart genkende mig.
Men nu er det hele åbnet igen. Skal ikke engang bruge mundbind i busser mere. Så nu har jeg 20 styk genanvendelige mundbind, som jeg ikke bruger mere.
Måske kan jeg så dem om til et banner til at hænge på min altan for at demonstrere mod nedrivninger af vores boliger. Der hænger allerede et banner. ” Vi flytter ikke” står der.
For selvom jeg er ved at være træt af at kæmpe. Træt af at have ryggen mod muren og pistolen for tindingen. Mørke kræfter presser os beboere. Det er grimt og nærmest håbløst. Og jeg siger til mig selv, at jeg ikke må give op men det er så svært. Jeg har ondt i kroppen, i alle mine led, er grådlabil og er nødt til at tage en middaglur hver dag. Sådan en trussel på mit hjem fra politikerne er ikke godt for mit mentale helbred. Især ikke, når jeg er lidt sårbar i forvejen.
På grund af corona, har det været svært at holde møder med de andre beboere og snakke om nedrivinger og helhedsplanen. Vi har ikke kunne holde møder, hvor vi har fået information og den vigtigste afstemning om afdelingens fremtid nogensinde, måtte afgøres ved en urafstemning. Her stemte et snævert flertal nej til helhedsplanen. Men det var svært at være glad. For selvom jeg stemte nej, så ved jeg godt, at vi har gjort situationen sværere for os selv. Vi ved godt, at det kan gå meget værre for os, men jeg har svært ved bare at slå hælene sammen og bare gør som politikerne har bestemt.
Så meget rebel er der i mig. Og jeg ved godt, at Socialdemokratiet ikke rykker sig en milimeter, hvis der betyder, at de kan miste magten. For de skal være strammere for ellers kan deres vælgere jo bare smutte over til et decimeret DF.
Tænk hvis vi faktisk vinder denne kamp? Jeg ville slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg må lægge planer for hvordan jeg fejrer det. Ikke noget med at løbe nøgen igennem Gellerup, hoppe i havet eller drikke en masse øl. Jeg drømmer om en fest, hvor alle beboerne løber ud på gaden, vifter med deres bannere, krammer hinanden og fejrer sejren mod de onde.
Men til den tid er jeg sikkert så udmattet, at jeg sover i 14 dage.