Så åbnede Folketinget igen og jeg sad klar ved skærmen for at se debatten om den såkaldte ghettopakke. Ja, det er måske lidt nørdet at sidde klinet til skærmen for at se på politiske debatter. Ja, endda arbejde hjemmefra for at kunne se det hele, mens jeg sidder med computeren i skødet for at færdiggøre mine arbejdsopgaver. Men må indrømme, at det ret tit er svært at finde den ro, det kræver for at skrive den artikel færdig, når jeg samtidig ser på de bedrevidende, arrogante og virkelighedsfjerne politikere.
Det ender med, at jeg sidder og råber, taber min computer på gulvet og ligger og spjætter med benene. Jeg går hen og åbner køleskabet, kigger ind, ser, at der ikke at kommet mere i siden sidst, jeg kiggede derind.
Jeg går ind i soveværelset og prøver at rydde op, mens politikerne fra tv’et stadig tordner imod mit boligområde, mine naboer og områder som dem. ” Der er hårde ghettoer, og det er farligt derude,” siger en DF’er og jeg tager mig til hovedet og kigger ud af vinduet, hvor det eneste jeg kan se, er maskinerne, som er ved at lave bypark nedenfor min blok og en enkelt kvinde på vejen, som haster af sted.
Her i den hårde ghetto er der åbenbart så hårdt, at ingen tør går ud, tænker jeg og griner lidt for mig selv. Og jeg skriver et ironisk opslag på Facebook, som bliver delt, mens jeg tænker over, hvordan mine holdninger virkelig kommer ud. Helt derud, hvor mange flere læser mine tanker. Helt derud, hvor politikerne faktisk læser og lærer noget. Men jeg ved godt, at så langt ud kommer mine tanker aldrig, fordi politikerne ved jo altid bedre. Mine ironiske tekster er eftertænksomme og ret sjove, hvis jeg selv skulle sige det, men det hjælpe mig bare til at distancere mig fra virkeligheden og tager ikke fat på problemerne, sådan rigtigt.
Jeg går tilbage til skærmen og ryster bare på hovedet, mens den ene politiker efter hinanden påstår de ved bedst. De er så kloge derinde på Christiansborg, at de ikke behøver at læse rapporter, få råd fra de spindoktorer, som de lige har stemt for at have flere af. Da jeg gik i seng, snakkede de stadig. Og de sagde selvfølgelig ikke noget pænt, for det kan de ikke. De er som robotter, som er programmerede til at sige det samme, på forskellige måder.
Fordi de formulerer noget på en anden måde, bliver det ikke mere sandt.
Det bliver bare mere falsk og utroværdigt!