”Hvordan kan en kvinde, der lever i et samfund med frihed for kvinder, søge foretræde for byens kulturspidser for at tigge om, at borgerne fortsat skal finansiere fundamentalistiske muslimers krav om ufrihed for kvinder?”
Dette citat er fra internetmediet Den Korte Avis. Det er fra dengang sagen om kvindesvømningen i Gellerupbadet var øverst på dagsordenen i mange medier. Og kvinder, der bliver nævnt i denne sætning er mig. Det er snart nogle år siden, jeg blev både citeret og nævnt i Den Korte Avis. Jeg formastede mig nemlig til at forsvare de kvinder, som brugte tilbuddet om kvindesvømning om lørdagen. Der var også en, der kommenterede en artikel jeg havde skrevet i Skræppebladet med at jeg skulle fyres, fordi jeg var sharia-tilhænger, der skulle have en enkeltbillet til Mellemøsten.
Når man stikker næsen frem, forsøger mange at bide den af. De forsøger udstille en og prøver at forklare, at den person har uret. Men det bliver næsten aldrig gjort med gode argumenter. Oftere er det med skældsord, usande udsagn og generaliseringer.
Jeg er blevet kaldt tilhænger af sharia, væmligbo, syg i hovedet og meget andet. Jeg kan klare det, for jeg ved, at de mennesker som kalder mig det, ofte mangler argumenter. Jeg kan ryste på hovedet af det og jeg tager det ikke personligt.
Jeg bliver tit ringet op af journalister fra alle mulige medier. De vil have hjælp til at finde kilder til historier. Men jeg ender ofte med at skuffe dem, fordi jeg ikke kan finde de kilder, de har brug for. Jeg tilbyder ofte, at jeg gerne vil stå frem og udtale mig, men jeg er ikke lige målgruppen. Underforstået, de vil have en brun kvinde, som bærer tørklæde og som har børn. Det kan jeg selvfølgelig ikke leve op til. Jeg er ofte ikke interessant, fordi jeg er hvid. Det virker som om min mening ikke er ligeså valid, som en beboer med anden etnisk herkomst. Som om jeg ikke er spændende nok. Jeg har et fint netværk i Gellerup og ringer og skriver rundt til folk, for at få dem til at medvirke. Men de vil ikke. De har som regel den samme undskyldning. De har fået nok af medierne.
De er ikke sikre på, at de bliver fremstillet på en ordentligt måde, eller de er bange for, at de vil blive udsat for had på de sociale medier. Med den hetz der foregår på de sociale medier, kan jeg godt forstå, at en almindelig beboer, som bare udtaler sig om, hvordan hun har det med ghettoaftalen og usikkerheden om, hvor hun skal bo om nogle få år, er bange for at blive udsat for grimme henvendelser, både personlige beskeder og via kommentarer.
Jeg har spurgt nogle kvinder, som har været i medierne før, som har sagt nej. De orker ikke medierne mere. Selvom en journalist ringer mig op og leder efter medvirkende til en positiv historie, så tror dem, jeg snakker med ikke på det. De er vant til at både dem og området bliver sat i et dårligt lys. Og det frygter jeg da også. Området har et dårligt ry i forvejen og medierne kan hurtigt vinkle historier anderledes end det var meningen, da de aftalte interviewet. Det er et stort problem, at ingen vil udtale sig. Det ville være dejligt, hvis alle havde lyst til at tale om, hvorfor de er bange for at skulle flytte et andet sted hen, fordi lige præcis deres blok skal rives ned. Eller utrygheden ved ikke at vide, hvornår de skal flytte, hvor deres børn skal gå i skole og hvor de skal bo.
Men så længe tonen i debatten er som den er, så blive det svært at få folk til at udtale sig. Og så hører vi desværre mest de holdninger, som jeg gerne vil kæmpe imod.