Jeg er ved at blive vanvittig!
Hver eneste hverdagsmorgen bliver jeg vækket af maskiner, der larmer, bip-lyde fra biler, der bakker og andet støj, der trænger lige ind i kroppen. Og jeg laver sjov og skriver:” Det er verdens bedste vækkeur, ” mens jeg deler en video, hvor man hurtigt kan høre larmen. Lige nu er de i gang med at lave bypark udenfor min blok. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver flot, når det engang er færdigt. Den bypark, der allerede er lavet, er i hvert fald flot.
I mange år har vi beboere i Gellerupparken skulle finde os i, at der er larm hele dagen fra renoveringer, forandringer og byggerier, uden nogen form for kompensation.
Beboerne i en af blokkene har fået et par ørepropper, så de måske kan sove bedre. Jeg har prøvet at gå i seng på et ordentligt tidspunkt, har prøvet meditationsøvelser, afslapningsøvelser, øvelser, der skulle få mig til at kunne abstrahere fra larmen om morgenen og sørge for, at jeg faktisk kan falde i søvn og sove en hel nat.
Nogle dage går jeg rundt som en zombie på grund af manglende søvn. Jeg går på arbejde og sidder og stirrer på skærmen uden at kunne koncentrere mig. Jeg kommer hjem og tager en lur på sofaen og når jeg vågner op, er jeg forvirret og sikker på, at jeg har glemt noget. Selv når de ikke begynder tidligt om morgenen vågner jeg alligevel, fordi mit indre ur er vant til at vågne på det tidspunkt.
Det er ikke kun et par måneder, dette her er foregået, det har varet mange år. Hvis bare vi vidste, at når alting er færdigt, så kan vi nyde at bo i et dejligt omdannet område, men som tingene er lige nu, så ved vi ikke engang, om vi må få lov til at bo her, fordi politikerne vil bestemme, hvor vi må bo.
Så vi kan have levet og udholdt larmen og derefter få at vide, at vores blok skal rives ned og vi skal flytte.
Vi lever i en konstant usikkerhed og jeg ville meget bedre kunne tolerere denne larm, hvis jeg vidste, at den ville komme alle beboerne til gode, men som det ser ud lige nu, skal mange af mine naboer flytte.
Og ingen ved hvorhen eller hvornår. I mellemtiden kan jeg stadig ikke sove og fremtiden er lige uvis for mig og ikke mindst frustrerende.