”Wow sikke en udsigt,” lød det fra fotografen Lisa, der i onsdags var med mig på taget af en blok i Gellerup. Hun har ret. Det er nok den bedste udsigt i hele Århus. Man kan se skov, hav og by fra samme sted. På den måde er det forståeligt, at byrådet vil rive ned og opbygge private boliger, som de ”rigtige mennesker” kan bo i”.
I ved, de hvide med penge. Mange ville betale formuer for den udsigt.
Hvorfor var jeg endnu engang oppe på det tag?
Jo, jeg var kommet op på taget sammen med den østrigske kunster Willi Dorner, som ville tage nogle billeder på taget. Han havde ni stole, som skulle op i den meget langsomme elevator, for tage billeder af stole i en anden kontekst end normalt. Han har tidligere lavet projekter i Tyskland og England, hvor folk sidder og står på stole på en vej, der normalt kun er til biler og cykler.
Willi siger, det er for at tage byrummet tilbage fra bilerne. At generobre steder, der er reserveret til biler, regler og vaner. Folk skal komme hinanden ved, snakke sammen, møde nye mennesker, se nye steder og have en god oplevelse. Vi var ikke så mange på taget, men skulle alligevel sidde på stolene et øjeblik og kigge ud i horisonten. Det var meget sjovt at deltage i dette projekt på toppen af Gellerup.
Besøg fra alle vegne i byen
Lørdag var jeg klar igen!
Her var Willi Dorner klar med sit festugeprojekt, som fik ud på, at mennesker fra hele byen kom til Gellerup for at sidde og stå på stolene.
Der skulle vi se, om der overhovedet kom nogen fra andre steder i Gellerup. Og da jeg kom til mødestedet omkring 10 minutter før, sad der allerede ca. 30 mennesker, som ikke boede i området. Det var fedt at se, at så mange mennesker havde fundet vej. De virkede ikke bange for at være der, bare spændt på den opgave, de var sat på. Der var en del ventetid, men det gik hurtigt, da de først kom i gang. En efter en skulle de tage en stol og sætte sig et sted på den afspærrede Inger Christensens Gade, som hurtigt blev fyldt med alle mulige mennesker med stole. Mænd, kvinder og børn i alle mulige farver og tøjvalg. Uden tørklæder og med tørklæder. Det var så mangfoldigt, som Gellerup altid er.
Efter halvanden time var det slut. Meget tidligere end Willi Dorner havde regnet med, men det havde folk slet ikke noget imod. Det er lidt hårdt at skulle sidde,stå og vente så længe.
Det var spændende at se på. Ikke fordi jeg nødvendigvis forstår den slags kunst, men de medvirkende fortalte bagefter, at de følte en vis samhørighed med de andre, når de alle
sammen sad der, men også følte sig meget ensomme, når de sad der helt alene på vejen.
Jeg håber dette har givet flere folk lyst til at kigge forbi Gellerup, de har i hvert fald set, hvor fredeligt her er.