Sidst i december er jo tiden for refleksion og også jeg har noget på hjerte. En hel del faktisk. For 2020 har på mange måder udviklet sig på måder jeg ikke troede muligt, da jeg spiste et stykke marcipanbrød og skyllede det ned med champagne den 31.12 2019.
Er det ikke lidt kedeligt og forudsigeligt hvis jeg nu kun skriver om corona? Om maskerne, ensomheden, hamstring af toiletpapir, de mange pressemøder med formaninger og forbud, hjemmearbejde og mindre socialt samvær.
Det er selvfølgelig selvoverskyggende for alle liv i 2020, men selvom corona har sat dagsordenen, så har fællesskabet også opnået nogle sejre. I arbejdet mod ghettoloven har vi taget store skrid i år. Vi har holdt møder på nettet, skrevet læserbreve, lavet videoer, opslag på de sociale medier og debatteret. Jeg har været en del af et fællesskab, som man sjældent ser magen til. Det sammenhold, jeg har oplevet blandt os, der har arbejdet med kampagnen om borgerforslaget om at afskaffe ghettopakken, har været helt unik. Vi støtter hinanden, vi deler ting med hinanden, mit liv er blevet beriget på mange måder.
Jeg har mødt mennesker fra hele Danmark, som kæmper for det samme. En kamp som er svær og utroligt meget op ad bakke.
Jeg har været tæt på at smide alt fra mig og grave mig ned i et hul og vente på at tingene bliver bedre, men jeg har indset, at tingene ikke bliver bedre, hvis vi ikke står sammen og kæmper.
Jo, vi er også uenige. Det er klart. Men jeg føler, at vi kan snakke os til rette. Og efter noget tid kan vi indse, at vi kæmper for det samme og at det er bedre at stå sammen end at være uvenner og kæmpe internt.
Den dag de 50.000 underskrifter var kommet hjem, sad jeg i frisørstolen og var ved at få farvet hår, mens jeg sad og opdaterede siden uafbrudt. Jeg havde lyst til at danse, men det er svært med frisørkappe og farve i håret, så jeg ventede og lavede et velovervejet opslag, da jeg kom hjem. Så velovervejet det kan blive, når man bobler af glæde indeni.
Nu er der kommet 50.000 underskrifter. Det er lidt, hvis man tænker på det samlede antal indbyggere i Danmark, men meget når man tænker på, hvor meget arbejde vi har lagt i det.
Det er derfor jeg ikke har givet op endnu. Jeg vil blive ved med at kæmpe med mine nye venner og kampfæller. Vi skal i Folketinget, vi skal snakke med politikere og overbevise dem over, at deres lov skal skrottes. Hvis vi syntes, at det var svært at skaffe 50.000 underskrifter, så bliver denne kamp endnu sværere. Men det betyder ikke, at vi ikke har tænkt os at forsøge.
Det er min plan for 2021, udover de sædvanlige nytårsforsæt om at tabe mig, dyrke mere motion og alt det der kedelige. Kampen mod ghettoloven er ikke en kamp jeg kæmper alene, men sammen med mange.
Nu skal jeg oplade mine batterier og den 2. januar er jeg klar igen!