Forleden dag var det ti år siden Lars Løkke introducerede ghettolisten. Siden da er det gået ned ad bakke.
Den 5. oktober 10 år siden, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved folketingets åbningstale introducerede den danske ghettoliste og dermed gjorde Danmark til det eneste land i den vestlige verden, der opererer med en statslig ghettoliste.
Det er ikke noget vi skal fejre. For i de ti år er boligområder blevet udskammet og de mennesker, der bor der blevet puttet i kasser og ofte fundet for lette. De har derefter fået at vide, at de skal flytte for at bane vejen for at såkaldte mere ressourcestærke beboere kan flytte ind i de nye boliger, der bliver bygget, når de tidligere beboeres blokke er blevet revet ned.
For et års tiden siden fik jeg en mail fra en norsk journalist ved NRK. Hun ville gerne komme til Danmark og undersøge det her ”ghettofænomen”. For det var ikke de brugte i Norge. Men det er heller ikke noget man bruger andre steder i verden. Da jeg var ung havde jeg hørt om ghettoer, men det forbandt jeg ved kvarterer som Harlem i New York, var der var drive-by skyderier, overfald på gaden, fattigdom og armod.
Nu er en ghetto i dansk forstand et sted, hvor der, ifølge politikerne, bor for mange af dem samme slags mennesker.
Dengang for 10 år siden betegnede Lars Løkke betegnede “ghettoerne“ som “huller i Danmarkskortet“ og “stenørkener uden forbindelse til det omgivende samfund. ”Steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende.“ Og det er han blevet ved med. I sin nytårstale i 2018 talte han igen om parallelsamfund og huller i danmarkskortet. Der blev vi introduceret til det, der senere samme år skulle blive til ”ghettopakken”, ”ghettoloven” eller det lange navn: ” ’Et Danmark uden parallelsamfund- ingen ghettoer i 2030”.
Efter den lov blev vedtaget af alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten, Alternativet og Radikale (som dog stemte for økonomien), kunne vi virkelig mærke hvad de forskellige partier, politikere og medier syntes om os, der bor i de boligområder. Og jeg som bor i Gellerup kan godt blive set lidt skævt til, selvom jeg nogle gange har hørt, at de love jo ikke gælder for sådan en for mig. Altså en etnisk dansker. For med ghettopakken blev det pludselig lovligt at forskelsbehandle folk ud fra deres bopæl. Det er jo helt uhørt. At man skal behandles anderledes fordi man bor et bestemt sted.
Med introduktionen af ghettopakken i foråret 2018 indførtes for første gang i nyere dansk historie ulighed i lovgivning og forvaltning baseret på folks bopæl. Med dobbelte strafzoner, stopprøver i folkeskolens 0. klasse og kravet om at andelen af almene boliger frem mod 2030 skal nedbringes til 40 procent i de såkaldte ghettoer, som vil betyde, at omkring 11.000 mennesker vil miste deres bolig.
Hvordan nedbringer man så boligmassen til 40%?
Jo, i Århus gør man det ved at rive blokke ned, i København sælger man boligblokke til private og i Vollsmose river man også blokke ned. De forskellige byråd har tacklet det meget forskelligt. Aarhus Kommune har besluttet sig for at tage drastiske midler i brug for at slippe af med visse beboere. De river deres blokke ned.
For at et område nu skal betegnes som “ghetto” – med alle de indgribende konsekvenser det har for beboerne –, skal andelen af beboere med etnisk minoritetsbaggrund være over 50 procent og yderligere to kriterier være opfyldt.
Hvis under halvdelen af beboerne er etniske minoriteter vil et område ikke blive betegnet som en ghetto uanset, hvor mange kriterier, der er opfyldt.
Det er det mest klare eksempel på strukturel racisme. Eller som forklaret af sociologen Aydin Soei:” Vi ser blot ansatserne til de kampe, som kommer, og det makværk og den skændsel, som ghettoloven reelt er. Både juridisk og etisk. Den danske ghettoliste- og pakke er derfor efter min mening det klareste og mest indgribende eksempel på strukturel racisme, vi har i Danmark. ”
Ifølge Aydin Soei har regeringen gjort det helt forkerte. De har netop næsten halveret midlerne til det boligsociale arbejde, som bl.a. sørger for at lillebror- og lillesøstergenerationen kan komme i fritidsjob og få lektiehjælp og vejledning uden for skolen. Og at forældrene kan få støtte og job- og uddannelsesvejledning. Det forebyggende og boligsociale arbejde er ellers det vi har mest evidens for har en positiv virkning i disse områder, og som gør at den sociale mobilitet er større her end i et gennemsnitligt område.
Så man kan undre sig lidt om, hvad politikerne egentligt vil. Vil de gerne forbedre vilkårene i disse områder eller vil de opretholde disse områder, så de har nogle at slå i hovedet, hvis tingene går dårligt? Jeg har ikke tiltro til at politikerne vil os noget godt.’
Hvad kan vi gøre?
Alting ser lige nu ret håbløst ud. Partierne vælter over hinanden i forsøget på at retfærdiggøre denne lov og for os, der kæmper bliver det sværere og sværere.
Men vi har ikke destomindre lavet et borgerforslag, der skal nå op på 50.000 underskrifter inden den 12. december. Vil loven så blive skrottet fordi vi samler 50.000 underskrifter? Nej, højt sandsynligt ikke. Men vi får den debat vi hat brug for. Vi viser politikerne at mange mennesker er imod deres planer og love. Og vi giver dem kamp til stregen.
Vi er nødt til at tro og kæmpe for det. For politikerne har opgivet lytte til empiri fra blandt andet Aydin Soei, som ofte skriver om ghettoloven med evidens og store viden.
Når politikerne ikke rykker sig, må folket vise dem hvor de taget fejl.
Så hjælp os med at nå 50.000 underskrifter og bekæmp statsracismen og diskriminationen!