
Hver tirsdag og torsdag kl. 18 samles medlemmerne i Brabrand IF Motion til en hyggelig løbetur i nærområdet. Men fem af dem har lagt en helt særlig og langt mere vidtgående plan: De har indledt træningen til at kunne gennemføre ekstrem-løbet Coast to Coast d. 20 juni. 50 kilometer over den jyske højderyg fra Skallerup Klit i vest til Frederikshavn i øst.
“Det er en fantastisk oplevelse at begynde at løbe, mens solen går ned over Skagerak og nå over på den anden side af Vendsyssel ved Frederikshavn, og opleve at solen igen er på vej op over Kattegat,” fortæller en af de fem, Carsten Lausen, som har prøvet turen to gange før.
Men før det kommer dertil, står den på masser af træning. En mørk og kold februar-aften møder vi tre af de fem løbere i Brabrandhallen før aftenens otte kilometer ud ad Silkeborgvej til Årslev og tilbage igen.
Og de er godt klar over, at det kun er begyndelsen. Tre-fire gange om ugen skal de ud på stadig længere træningsture – med målet om at nå ud på plus 30 kilometer pr. gang, når vi nærmer os d. 20. juni.
“Foreløbig skal vi bare have 5-8 kilometer i benene i hvert træningspas. Og så øger vi lige så stille distancen, så vi ikke kommer noget til,” siger Jesper Navne, som ligesom Carsten Lausen to gange tidligere har gennemført Coast to Coast.
“Det handler om kontinuitet”
Anderledes er det med Brabrand IF Motions 67-årige formand Bjørn Bjerre Jensen, som har planer om at deltage for første gang.
“Det er en spændende udfordring. Jeg har hørt, at det er en fed tur, og så sagde jeg for to år siden til mig selv, at det løb skal jeg gennemføre i 2025. Min kone synes, jeg er tosset, men jeg tror virkelig på, at det nok skal lykkes,” fortæller Bjørn Bjerre Jensen.
Han har aldrig løbet lange distancer før, men føler sig overbevist om, at han med stabil træning nok skal få kroppen gjort klar til den store udfordring.
“Jeg er jo ikke vant til det helt store tempo, men de venter på mig,” siger han med et blik på de to erfarne medløbere, Carsten Lausen og Jesper Navne. De to resterende i femmands-gruppen er de noget yngre Sonny Lausen og Jacob Reinholdt.
De inviterer samtidig andre, som har lyst, til at være med i gruppen:
“Hvis man er en bare nogenlunde habil løber, kan man godt nå at træne sig op til at være med,” siger Bjørn Bjerre Jensen og bliver suppleret af Jesper Navne:
“Det handler først og fremmest om kontinuitet. Men hvis man en dag føler sig for træt, så skal man lade være med at løbe. Så får man bare skader, og så når man det ikke. Det er bedre at løbe lidt længere distancer langsomt end at løbe rigtig hurtigt. Hvis man kan løbe 10 kilometer nu, kan man godt træne sig op til at løbe 50 til sommer.”
Og så skal sammenholdet ellers bærer dem igennem. I løbet af foråret lærer de hinanden endnu bedre at kende og er klar til at følges ad natten igennem tværs over Vendsyssel.
Festlig stemning natten igennem
Som med et marathonløb er de sidste kilometer typisk forfærdelige at komme igennem. Jesper Navne og Carsten Lausen er enige om, at i Coast to Coast er de sidste 15 km nærmest ulidelige.
“Men på det tidspunkt har vi passeret den jyske højderyg, og så går det heldigvis ned ad bakke. Så kan man næsten få øje på målet,” siger Jesper Navne og fortæller om en sjov oplevelse, de to havde, da de deltog første gang.
“Vi passerede den jyske højderyg og kunne se solopgangen og vandet ved Frederikshavn, og Karsten udbrød: “Nu er vi der snart!” Der manglede vi så stadig 15 kilometer!”
“Ja, 15 kilometer kan alle jo løbe…” tilføjer Bjørn Bjerre tørt, og den bemærkning får de sig alle en sund latter over.
De regner med at kunne gennemføre i løbet af cirka seks timer. Men det er først og fremmest stemningen og oplevelsen, der tiltrækker dem.
De to garvede Coast to Coast-løbere fortæller om de mange oplevelser, de har haft undervejs. At løbe gennem de små byer undervejs, hvor beboerne er oppe og er med til at skabe en festlig stemning om løbet. Folk er udklædte og byder deltagerne på forskellige former for underholdning undervejs.
Der er masser af depoter, hvor man kan få forskellige lækkerier på vejen, og der er også et partytelt, hvis det kan friste de trætte løbere.
“Det er en virkelig sjov oplevelse. Man oplever nærmest, at der sker noget hele tiden. Logistikken, maden og det hele er bare på plads,” fortæller Jesper Navne – som arrangørerne selv skriver i invitationen:
“Vi ses til en fed oplevelse på tværs af Vendsyssel i en skøn midsommernat.”
Hvis du har fået lyst til at deltage i fortræningen til Coast to Coast, er du som tidligere skrevet velkommen til at deltage. Du møder bare op i løbesko tirsdag eller torsdag kl. 18.00 ved Brabrandhallen, hvorfra der er afgang. Du kan kontakte Bjørn Bjerre Jensen på brabrandifmotion@gmail.com, hvis du har spørgsmål.
I øvrigt er der plads til alle på træningsturene tirsdag og torsdag kl. 18.00 – også hvis du “bare” vil løbe en lille tur en gang om ugen i fællesskab med andre.